Trumps politik og hans toldprojekt koster hans milliardærvenner dyrt

Stenrige it-milliardærer den 20. januar i Kongressen i Washington D.C., da Donald Trump blev taget i ed som USA's præsident. Fra venstre er det Facebook-stifter Mark Zuckerberg, Lauren Sanchez, forlovet med den næste i rækken, som er Jeff Bezos, grundlægger af Amazon. Derefter Sundar Pichai, topchef hos Google, og Elon Musk, topchef hos Tesla og SpaceX. Foto: Saul Loeb/Reuters

Nogle af verdens rigeste mænd har doneret store beløb til Trump, men tre måneder inde i hans periode som USA's præsident har hans politik ramt deres formuer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Donald Trump har aldrig lagt skjul på, at han er en mand med en formue. Han har skabt en politisk karriere på, at han vil bruge de store evner, han efter egen bedømmelse har, til at lave givtige aftaler, til også at gøre USA rig.

Mange amerikanske velhavere har lagt deres æg i Trumps kurv, og da han den 20. januar blev taget i ed som USA's præsident nummer 47, var nogle af de personer, der stod i hans nærhed, blandt de rigeste i verden.

De havde også støttet ham i valgkampen - eller efter at han vandt præsidentvalget i november 2024.

Men nu små tre måneder efter at Trump blev taget i ed, kan mangemilliardærerne konstatere, at de under Trump har mistet enorme formuer.

Tre af de milliardærer, som støtter Trump, er Elon Musk, chef for blandt andet Tesla, Mark Zuckerberg fra Meta, som har Facebook, og Jeff Bezos, grundlægger af Amazon.

Den 2. april præsenterede Trump sin told for alverdens lande. Han kalder dagen USA's Befrielsesdag.

Fra denne dag og frem til onsdag den 9. april mistede de tre sammenlagt 80 milliarder dollar (555 milliarder kroner), skriver Bloomberg.

Men den 9. april var også dagen, da Trump suspenderede sin toldplan, og så skete der noget. Da handlen på Wall Street sluttede, havde de tre tilsammen genvundet 800 millioner dollar.

Men de har stadig store tab, og det skyldes først og fremmest selskabernes faldende aktiekurser.

Specielt Tesla er også ramt af et faldende salg af Tesla-biler. Et fald, som skyldes, at Elon Musk i stigende grad er blevet upopulær i USA og omverdenen på grund af hans optræden og arbejde for Trump.

Elon Musk hjælper præsidenten med at skære voldsomt ned i den føderale sektor.

Men faktisk gik det også skidt, inden Trump begyndte på sit toldeksperiment. Under Trumps første periode som præsident steg aktierne, men denne gang er det foreløbig ikke gået så godt.

Markederne har været tøvende og nervøse i Trumps første tre måneder, og der har været aktiefald hos de store selskaber på Wall Street.

De tre milliardærers begejstring for Donald Trump er af ny dato.

Elon Musk er ikke folkevalgt, og han er ikke formelt udpeget til en ministerpost i Trumps administration. Men på billedet fra den 24. marts deltager han i et regeringsmøde i Det Hvide Hus. Foto: Carlos Barria/Reuters

Elon Musk dukkede op sammen med Trump til vælgermøder i sommeren 2024, og siden da har han været ved Trumps side.

Washington Post har skrevet, at han støttede Trump-kampagnen med 288 millioner dollar, og det gjorde ham til den største politiske donor ved valget i fjor.

Mark Zuckerberg har før haft et noget køligt forhold til Trump. Zuckerberg lukkede for år tilbage Trumps konto på Facebook.

Men da Trump vandt valget i fjor, kom en forvandlet Zuckerberg til møde hos den nyvalgte.

Zuckerberg har lukket ned for professionelle fakta-tjekkere på Facebook og Instagram og fået flere Trump-loyale bestyrelsesmedlemmer i Meta, skriver CNN.

Meta donerede også en million dollar til den fond, der arrangerede Trumps indsættelse.

Den fik også en million fra Jeff Bezos, som også har truffet andre tiltag, der har vakt glæde i Trumps lejr.

Jeff Bezos er verdens næstrigeste mand efter Elon Musk. Billedet er fra lørdag den 5. april under uddeling af videnskabelige priser i Los Angeles. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

Bezos ejer avisen Washington Post, og Bezos besluttede under valgkampen, at avisen ikke skulle anbefale læserne en kandidat til valget, sådan som den ellers traditionelt gør.

/ritzau/

Rigmændenes tab

- Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg ligger på de tre øverste pladser på Bloombergs liste over verdens rigeste personer. Også selv om de har tabt mange milliarder under præsident Trumps første tre måneder.

- Torsdag eftermiddag den 10. april så deres formuer sådan ud på listen:

1. Elon Musk, topchef hos Tesla og SpaceX:

* Formue: 326 milliarder dollar. Tab siden nytår: 107 milliarder dollar.

2. Jeff Bezos, grundlægger af Amazon:

* Formue: 210 milliarder dollar. Tab siden nytår: 28,7 milliarder dollar.

3. Mark Zuckerberg, ejer af Meta, der blandt andet har Facebook og Instagram:

* Formue: 207 milliarder dollar. Tab siden nytår: 723 millioner dollar.

Kilde: Bloomberg.

/ritzau/

Mark Zuckerberg i Los Angeles lørdag den 5. april, da der blev uddelt videnskabelige priser. Foto: Mario Anzuoni/Reuters
USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus den 9. april. Hans toldpolitik har udløst en global økonomisk krise. Nu har han sat toldstigninger på pause, men pausen varer kun i 90 dage. Og USA og Kina - verdens to største økonomier - har stadig høje toldsatser på hinandens varer. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu