Tyrkisk premierminister truer Twitter
Foto: Ozan Kose /Scanpix
Ozan Kose /Scanpix
Tyrkiets premierminister siger lørdag, at han vil "gå efter" Twitter og beskylder samtidig det sociale medie for skatteunddragelse.
Det sker, efter at Twitter og flere andre sociale medier er blevet brugt til at sprede en række opsigtvækkende historier om korruption i regeringen, som direkte involverer Recep Tayyip Erdogan.
- Twitter, YouTube og Facebook er internationale virksomheder, der er etableret for profit. Twitter er samtidig skatteunddrager. Vi vil gå efter det, siger premierministeren i et tv-interview.
Erdogans regering forbød den 20. marts adgang til det sociale medie, hvilket skabte vrede og kritik blandt Tyrkiets Nato-allierede og internationale menneskerettighedsgrupper, der anså det som et tilbageslag for demokratiet i landet.
Den 3. april blev Twitter-forbuddet ophævet, da landets højesteret fastslog, at det var et brud på ytringsfriheden.
Denne dom var Recep Tayyip Erdogan selvsagt ikke tilfreds med, og lørdag kritiserer han igen afgørelsen.
- Vi har overholdt rettens ord om Twitter, men jeg siger det igen: Jeg respekterer den ikke, siger han.
Premierministeren kritiserer yderligere domstolen for at være "fortaler for internationale virksomheders erhvervsret i stedet for at forsvare dets eget land".
Forbuddet mod Twitter blev i sin "ulovlige periode" omgået af mange af Tyrkiets næsten 12 millioner Twitter-brugere, der i stedet sendte tweets via sms eller private netværk.
I sidste uge sagde den tyrkiske regering, at blokeringen af videodelingstjenesten YouTube vil blive opretholdt på trods af, at to uafhængige domstole har erklæret det ugyldigt.
YouTube er blandt andet blevet brugt til at lække en lydfil, som tilsyneladende er en samtale mellem militærofficerer og den tyrkiske efterretningstjeneste om at skride til militær handling i nabolandet Syrien for at aflede den tyrkiske offentlighed.
Derudover har folk via de sociale netværk spredt stribevis af lydoptagelser, hvor Erdogan angiveligt griber ind i retssager og aftaler i erhvervslivet, ligesom han forsøger at stoppe ufordelagtig omtale i medierne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie