Tyskland må udskyde ekstraordinært møde under budgetkrise
Olaf Scholz har fået grund til panderynker, efter at Tysklands forfatningsdomstol har slået et stort hul i landet klima- og transformationsfond. Foto: Markus Schreiber/Ritzau Scanpix
En række tiltag i industrien og inden for den grønne omstilling er i fare efter dom sidste uge.
Budgetkrisen i Tyskland fortsætter, efter at landets forfatningsdomstol for en uge siden slog et 60 milliarder euro stort hul i landets klimafond.
Således melder flere medier - heriblandt tyske Bild og nyhedsbureauet Reuters - at et ekstraordinært møde i landets budgetudvalg planlagt til torsdag formentlig må udskydes.
En række projekter er i fare på grund af dommen, hvori domstolen fandt det forfatningsstridigt at overføre ubrugte midler fra coronabekæmpelse til en stor klimafond.
Projekterne er både inden for den grønne omstilling og i industrien mere generelt.
Chipfabrikker, klimavenlig stålproduktion og en udvidelse af batteriforsyningskæder kan ifølge regeringskilder blive ramt.
Ifølge Bild er der også bekymring i byggesektoren.
De tre partier i den tyske regering, som socialdemokratiske Olaf Scholz står i spidsen for, er i færd med at finde en løsning, der kan holde så mange udgifter og tiltag i live som muligt - samt sørge for, at de er lovlige.
I en e-mail, som nyhedsbureauet Reuters har set, spørger formanden for budgetudvalget, om de andre medlemmer modsætter sig, at torsdagens planlagte forhandlinger udskydes.
Sker det, vil det formentlig betyde, at næste års finanslov ikke kan stemmes igennem i Forbundsdagen næste uge. Det kan øge usikkerheden om udgiftsposter i en række dele af den tyske økonomi.
Tyskland har i sin forfatning en såkaldt gældsbremse, der sætter et loft over, hvor meget staten hvert år må låne.
Under coronapandemien afsatte regeringen ekstra 60 milliarder euro til coronabekæmpelse på grund af den særlige situation.
Pengene blev der imidlertid ikke brug for. Derfor blev de omdirigeret til Tysklands såkaldte klima- og transformationsfond.
Men forfatningsdomstolen fandt, at manøvren var "uforenelig" med den forfatningssikrede gældsbremse.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie