Ukraine skal betale forud for gassen fra Rusland
Der bliver ændret i vilkårene for Ukraines leverancer af gas fra Rusland, bekræfter den russiske energiminister, Aleksandr Novak, torsdag.
Fremover skal det kriseramte Ukraine betale forud for gassen, som landet importerer for milliarder.
- Rusland introducerer et nyt forudbetalingssystem for gasleverancer til Ukraine, siger Novak i en erklæring.
Ændringen kommer som resultat af Ukraines milliardgæld til russerne for gas.
Meldingen har også været ventet efter de seneste måneders stadig mere tilspidsede konflikt mellem de førhen så tætte allierede sovjetstater og nabolande.
Rusland har tidligere truet med at lukke ned for leveringen af gas til Ukraine fra juni, hvis ikke Rusland modtager en forudbetaling inden udgangen af maj. I den forbindelse kom det også frem, at Ukraine har en gasgæld på 3,5 milliarder dollar til Rusland.
Det beløb svarer til knap 19 milliarder danske kroner.
Gælden skulle have været betalt senest onsdag, men Ukraine har nægtet at betale i protest mod, at Rusland har fordoblet prisen på gasleverancer til Ukraine under krisen.
Da gælden ikke er blevet afregnet, skal alle fremtidige gasleverancer derfor nu betales på forhånd.
Det russiske gasselskab Gazprom meddelte i slutningen af april, at enhver tvist med Ukraine potentielt kan ramme russiske gasleverancer til Europa, der går gennem Ukraine via rørledninger.
Yderligere har gasgiganten truet med at reducere gasforsyningen til Ukraine.
Gasstriden har international opmærksomhed, fordi det kan have alvorlige konsekvenser for hele Europa, hvis Rusland skruer ned for gashanerne. Særligt Tyskland og Finland er afhængige af den russiske gas.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie