Ukraine venter optrappet forhandling med Rusland

En ukrainsk regeringssoldat i en skyttegrav i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister har udråbt deres egne folkerepublikker. Rusland kræver, at Ukraines regering forhandler direkte med de prorussiske separatister i løsrivelsesområder. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Rusland kræver, at Ukraines regering forhandler direkte med de prorussiske separatister i løsrivelsesområder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter maratondrøftelser om Ukraine mellem diplomater fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland blev det fredag bekræftet, at møderne vil fortsætte.

- Vi forventer, at disse forhandlinger vil fortsætte med hyppige møder nu, siger Andrij Jermak, som er stabschef hos Ukraines præsident.

Delegationer fra Rusland og Ukraine mødtes i den tyske hovedstad, Berlin, torsdag for at drøfte en mulig afslutning på konflikten i det østlige Ukraine. Her er spændingerne taget mere og mere til, efter at russerne har udstationeret op mod 130.000 soldater ved grænsen til Ukraine.

Forhandlingerne finder sted inden for rammen af det såkaldte "Normandiet Format". Navnet stammer fra forhandlinger, som den tidligere franske præsident François Hollande fik sat i værk mellem de fire lande i forbindelse med markeringen af 70-året for D-dag i Normandiet i 1914.

12. februar 2015 blev den såkaldte Minsk-aftale indgået mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig - kaldet Normandiet-kvartetten.

Ukrainske forhandlere siger, at det vigtigste spørgsmål ved møderne i Berlin torsdag var Ruslands krav om, at Ukraines regering forhandler direkte med de prorussiske separatister i den østlige del af landet.

En mulig løsning på Ukraine-krisen skal baseres på en implementering af Minsk-aftalen.

Aftalen skal stoppe kampene i de oprørsdominerede områder omkring Donetsk og Lugansk og bane vej for humanitær hjælp og en "inkluderende national dialog" om en decentralisering af Ukraine.

Polen, som har indirekte indflydelse på forhandlingerne gennem Frankrig og Tyskland, har en anden tilgang til problemerne end Paris og Berlin, siger den polske politiske analytiker Marcin Zaborowski i Warszawa.

- Polen har været mere klar i sin støtte til Ukraines krav om territorial integritet og mindre åben over for kompromis med Rusland. Polen er Ukraines tydeligste støttepille i Europa, siger Zaborowski fra tænketanken Globsec.

- Dersom vores naboland Ukraine havner i Ruslands interessesfære, vil det have umiddelbart negative konsekvenser for Polens sikkerhed, pointerer han.

Han siger, at situationen er tilsvarende for de baltiske lande. De leverede våben til Ukraine, før Polen gjorde det.