Ukraine vil have berygtet fængsel inspiceret hurtigst muligt
Der har været demonstrationer i Ukraine for at få Olenivka-fængslet inspiceret og stoppe påståede drab af krigsfanger. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters
Et fængsel med soldater, der forsvarede havnebyen Mariupol, bør inspiceres af Røde Kors, lyder det.
Ukraine opfordrer Røde Kors til hurtigst muligt at inspicere et berygtet fængsel i Donetsk i det østlige Ukraine.
Det skriver det britiske medie BBC.
- Vi må ikke spilde mere tid. Der er menneskeliv på spil, skriver Andrij Jermak, der er stabschef for den ukrainske præsident, på Twitter.
Opfordringen gælder for Olenivka-fængslet. Det har siden 2014 været russisk-kontrolleret og er ifølge BBC berygtet for ekstremt ringe forhold.
I sidste måned forsøgte Røde Kors at besøge fængslet. De blev dog afvist af russiske myndigheder, oplyser Røde Kors.
Blandt fangerne i fængslet er medlemmer af den ukrainske Azov-bataljon. Dens medlemmer var nogle af de sidste til at forsvare den ukrainske havneby Mariupol, der er blevet besat af russiske styrker.
Andrij Jermak opfordrer Røde Kors til at inspicere fængslet senest mandag.
- Ukraine vil bidrage til missionen på alle mulige måder, skriver den ukrainske stabschef på kommunikationstjenesten Telegram.
Også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer Røde Kors til at besøge fængslet. Han siger torsdag aften ifølge BBC, at organisationen har "forpligtelser - primært af moralsk karakter".
- Men det kræver lederskab. Røde Kors kan få det til at ske. Men man bliver nødt til at prøve at få det til at ske, siger præsidenten.
I september sagde Røde Kors' generaldirektør, Robert Mardini, at der er forhandlinger i gang med russiske myndigheder.
- Vi forhandler hver dag om at få fuld adgang til alle krigsfanger, lød det.
Olenivka-fængslet ligger lidt sydvest for byen Donetsk i regionen af samme navn. Store dele af regionen er kontrolleret af Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie