Ukrainske dimittender prøver at bevare håbet for fremtiden i krigstid
Mens krigen stadig raser i Ukraine på 29. måned, fejrer tusinder af dimittender, at de denne sommer har fået deres eksamensbeviser. Men deres fremtid er usikker. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Tusindvis af ukrainere, som dimitterer fra omkring 300 universiteter denne sommer, træder ind i et samfund, der er forvandlet af krig. Deres fremtid er usikker.
Ritzau RitzauMurat Tamer, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
22-årige Anton Yushyn har brugt fire år på at studere italiensk på det sproglige universitet i Ukraines hovedstad, Kyiv.
Da han begyndte på universitetet, havde Rusland endnu ikke invaderet Ukraine. Dengang var han mest optaget af socialt samvær og at bestå sine eksamener for at berolige forældrene.
Men krigens udbrud lærte ham den mest værdifulde lektie i hans studieliv - at prioritere det, der betyder mest for ham.
- Tidligere handlede det hele om fester og om at have det sjovt. Nu er man nødt til at bruge mere tid på familie og venner, fordi de kan være væk hvert et øjeblik, siger han til AFP.
- Måske er det ikke mine mål, der har ændret sig, men mine værdier.
Annonce
Denne sommer dimitterer tusindvis af ukrainere fra omkring 300 universiteter i landet. De skal træde ind i et samfund, der er forvandlet af krig. Deres fremtid er usikker, og krigen er lige nu uden ende.
Mens krigen fortsætter på 29. måned, er Ukraine i gang med at mobilisere flere unge mænd for at styrke den ukrainske hær, der er under pres.
Mandlige dimittender har udsigt til at blive indkaldt til militærtjeneste, når de fylder 25 år. En af dem er Anton Yushyn.
Myndigheder har forbudt mænd mellem 18 og 60 år at forlade Ukraine. Tusinder er rejst ud illegalt, og flere er døde i forsøget.
Yushyn siger til AFP, at han bliver i Ukraine:
- Rigtige mænd gemmer sig ikke. Hvis tiden kommer, og jeg får en indkaldelse, vil jeg ikke løbe fra den.
Ligesom andre dele af det ukrainske samfund er også de videregående uddannelser blevet ramt af krigen.
Adskillige lærere og professorer har kæmpet ved frontlinjen. En femtedel af uddannelsesfaciliteterne er blevet beskadiget eller ødelagt af russiske bombardementer.
I december 2022 landede et missil kun få hundrede meter fra Anton Yushyns campus.
Selv om deres fremtid er usikker i krigsramte Ukraine, fejrer tusindvis af ukrainske dimittender fra omkring 300 universiteter denne sommer, at de har fået deres eksamensbeviser. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
På dimissionsdagen for en lille måneds tid siden var stemningen alligevel festlig på Yushyns universitet.
Annonce
Parfumen hang i den varme sommerluft, og personalet lykønskede de glade studerende, der trods krigen havde gennemført deres studier.
Studielivet var knap nok vendt tilbage til det normale i Ukraine efter coronapandemien, da Rusland invaderede i februar 2022. Efter invasionen indstillede universiteterne undervisningen.
22-årige Nikoletta Shova, der studerer koreansk, blev sendt til Italien af sine forældre for at bo hos slægtninge.
Hun sammenligner sin "følelsesladede" tid i udlandet med at være i en døs. Nikoletta Shova spekulerede dengang på, om hun nogensinde ville kunne vende tilbage.
Undervisningen blev genoptaget på de fleste ukrainske universiteter et par uger efter invasionen.
Shova vendte tilbage efter tre måneders fravær og fik afsluttet sin uddannelse, mens hun sammen med sine studiekammerater samlede penge ind til krigsindsatsen.
22-årige Anton Yushyn er en af de tusinder af mandlige ukrainske dimittender, der har udsigt til at blive indkaldt til militærtjeneste, når de fylder 25 år. Han har studeret italiensk. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Nu er usikkerheden vendt tilbage, efter at hun har fået sit eksamensbevis.
Hun har overvejet at studere i udlandet, men Nikoletta Shova er også åben for at finde et kreativt arbejde i Ukraine.
For det er muligt at opbygge en fremtid i Ukraine på trods af krigen, siger hun til AFP.
/ritzau/AFP
Knap 4000 ødelagte uddannelsesinstitutioner
* Ifølge opgørelser fra det ukrainske uddannelsesministerium er hver syvende skole i Ukraine blevet ødelagt i krigen.
* 3800 uddannelsesinstitutioner er blevet bombet og beskudt. 365 af dem er blevet fuldstændig ødelagt.
* I byen Zaporizjzja i det østlige Ukraine bliver der arbejdet på at bygge en underjordisk skole, der skal kunne rumme 500 elever. Skolen forventes klar til efteråret.
Kilder: Euronews og Ukraines uddannelsesministerium.
/ritzau/
Dimittend Nikoletta Shova har overvejet at studere i udlandet, men hun er også åben over for at finde et kreativt arbejde i Ukraine på trods af krigen. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Fagforeningsformand optimistisk, men frygter konsekvenserne: Virksomheder vil have medarbejderne
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt