Ungarsk tvangsægteskab tager kampen op mod Orbán i snævert valg

Viktor Orbán var i Moskva så sent som 1. februar for at bede om mere russisk gas fra præsident Vladimir Putin. (Arkivfoto.). Foto: Yuri Kochetkov/Ritzau Scanpix

Viktor Orbáns nære forhold til Vladimir Putin er i fokus før valget i Ungarn søndag. Premierministeren fører dog stadig over oppositionen i meningsmålingerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er den store mod de små i Ungarn.

På den ene side står premierminister Viktor Orbán. Han har været ved magten i landet siden 2008 og er dermed den længst siddende regeringschef i hele EU.

Med store sejre i de seneste valg har den 58-årige leder og hans parti, Fidesz, kunnet omforme Ungarn til et - med hans egne ord - illiberalt, kristent demokrati med kontroversielle reformer af valgsystemet og medierne.

Det har skaffet Orbán mange fjender i EU, og i Ungarn har det også inspireret seks mindre partier til at gå sammen og danne fælles front imod premierministeren.

Derfor står premierministeren over for sin største udfordring længe, når der søndag er parlamentsvalg i Ungarn.

- I det her valg er der, selv for en gammel krigshest som mig, meget mere på spil, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, sagde Viktor Orbán denne uge ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De seks partier, der har udfordret ham direkte, spænder over alt fra det socialdemokratiske DK til det grønne parti og højreorienterede Jobbik.

- Det er et tvangsægteskab, for at være helt ærlig. Det ved vi alle, siger Anna Donáth, leder af midterpartiet Momentum, der også er med i koalitionen, til mediet Politico.eu.

Den 34-årige partichef, der også er medlem af EU-Parlamentet, møder mange vælgere, der ikke forstår, hvorfor Momentum er gået sammen med sine politiske modstandere.

Men hun stiller dem alle de samme spørgsmål:

- "Kan du lide regeringen? Vil du have, at de fortsat styrer med to tredjedeles flertal?" Selvfølgelig hader de det mere, siger Anna Donáth til Politico.eu.

I et forsøg på at vippe Viktor Orbán af pinden har oppositionspartierne slået på premierministerens nære forhold til Vladimir Putin i lyset af Ruslands invasion af nabolandet Ukraine.

Næsten 400.000 ukrainske flygtninge er kommet ind over grænsen, og Orbán har ligesom resten af EU fordømt angrebet.

Men han har samtidig nægtet at lade våben til Ukraine blive transporteret gennem Ungarn.

Péter Márki-Zay har kun få års politisk erfaring, men han har en samlet opposition bag sig. (Arkivfoto.). Foto: Peter Kohalmi/Ritzau Scanpix

Orbán "kan ikke finde ud af, hvordan han skal holde lige meget afstand til morderne og deres ofre", lyder kritikken fra Péter Márki-Zay, der er spidskandidat for de seks partier, ifølge Reuters.

Ungarn var besat af Sovjetunionen i 45 år, efter at et antikommunistisk oprør i landet blev knust af sovjetiske tropper i 1956.

- Selv efter 1956 er der en ungarsk politiker, der ikke kan finde ud af at sige, at vi altid skal rejse os mod den angribende part, siger Péter Márki-Zay.

Argumentet bider dog ikke på alle. Ifølge Bulcsú Hunyadi, analytiker ved konsulenthuset Political Capital, har Orbán haft held med at male sig selv som en garanti for fred og sikkerhed, mens oppositionen er "farlig" for dens potentielle provokation af Rusland.

- De er farlige! Lad os stoppe dem!, står der på Fidesz' plakattavler rundt om i landet med billeder af Péter Márki-Zay, rapporterer Politico.eu.

Krigen er blevet kogt ned til ét spørgsmål: Skal Ungarn blive indblandet eller holde sig ude, forklarer Bulcsú Hunyadi til nyhedsbureauet AFP.

- Det budskab har været meget mere effektivt end oppositionens kritik af regeringen for at være tæt på Rusland, siger Bulcsú Hunyadi til AFP.

"De er farlige! Stop dem!", lyder budskabet på Fidesz' valgplakater ved siden af billeder af oppositionskandidat Péter Márki-Zay og ekspremierminister Ferenc Gyurcsány. Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Samtidig er Fidesz' "propagandamaskineri" meget mere effektivt til at nå vælgerne, siger han.

Foreløbig holder Fidesz også fast i en lille føring i meningsmålingerne.

Men omkring otte procent af vælgerne, godt 600.000 mennesker, har endnu ikke besluttet sig ifølge Tibor Zavecz fra meningsmålingsinstituttet Zavecz Research.

Så mens Orbán fører, kan han stadig nå at tabe, hvis de små partier får mobiliseret nok vælgere i valgets slutspurt, siger han til Reuters.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu