USA frygter blodbad i syrisk oprørsby

USA udtrykker stor bekymring for situationen i Syrien, hvor oppositionen hævder, at regeringen er i færd med at gennemføre en massakre i byen Homs.

- Vi er dybt bekymret for det, der foregår i Homs. Der er fredag kommet oplysninger om, at regeringen muligvis planlægger et nyt og massivt angreb på Homs, siger talskvinde Victoria Nuland fra det amerikanske udenrigsministerium.

Soldater fra den syriske regeringshær har ifølge aktivister dræbt 32 mennesker under uroligheder fredag. Specielt i Homs skal det være gået meget blodigt for sig.

Her havde aktivister indkaldt til en ulydighedsdemonstration efter den traditionelle fredagsbøn, og de uroligheder, det førte med sig, kostede 18 demonstranter livet. Det siger Den Lokale Koodineringskomite i byen.

Andre demonstranter meldes dræbt i provinserne Hama, Idlib og Daraa. Ifølge en aktivist i Homs har tusindvis af soldater omringet byen og gør, siger aktivisten, klar til det, der kan være et afgørende angreb for at slå de regeringsfjendtlige protester ned.

Briterne deler de amerikanske bekymringer. Udenrigsministeriet i London opfordrer den syriske regering til omgående at trække sine tropper ud af Homs og "udvise tilbageholdenhed" over for demonstrerende civile.

Ifølge aktivister støttes de af "et stort antal" desertører fra den syriske hær, som har samlet sig i Homs for at beskytte protestbevægelsen mod styret og præsident Bashar al-Assad. Homs kaldes for "den syriske revolutions hovedstad", ifølge en aktivist.

- Det er vores opfattelse, at præsident Assad er ansvarlig for sikkerhedsstyrkernes handlinger, selv om han påstår det modsatte, siger Victoria Nuland.

Både USA og Storbritannien opfordrer nok engang Syrien til at lade uafhængige observatører få adgang til landet i tråd med tidligere opfordringer fra Den Arabiske Liga.

/ritzau/AFP

Situationen i Homs er urovækkende, ifølge USA og Storbritannien. Rygter om nye angreb på byen lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret