Der kan ikke sættes nogen slutdato på den militære aktion i Libyen, fastslår USA's udenrigsminister, Hillary Clinton.
Kun hvis Libyens styre lever op til kravene i resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd, der blandt andet omfatter et total stop for vold og overgreb mod civilbefolkningen og overholdelse af international lov og menneskerettigheder, skal de internationale styrker trække sig ud, mener den amerikanske udenrigsminister.
- Den militære aktion vil fortsætte, indtil Gaddafi fuldt ud lever op til FN-resolution 1973, siger Hillary Clinton ved starten på en international Libyen-konference i London.
- Vi skal alle forstærke presset på og yderligere isolere Gaddafi, fortsætter hun.
Mens den internationale koalition forsøger at øge presset på Gaddafi, så rækker flere lande hånden yderligere ud mod de libyske oprøreres politiske arm, Libyens Nationale Overgangsråd.
Selvom overgangsrådet ikke er en officiel del af mødet i London, så er de stærkt repræsenteret, og deres ledende repræsentanter har holdt møder med både Hillary Clinton og Libyen-konferencens vært, Storbritanniens premierminister, David Cameron.
Ifølge nyhedsbureauet AFP planlægger USA tilmed at sende en officiel udsending til oprørernes højborg, Benghazi, i det østlige Libyen.
Forud for mødet har overgangsrådet fremlagt "en vision for et demokratisk Libyen" med en række løfter om, hvad de vil arbejde for, hvis Gaddafi væltes.
Blandt andet forpligter overgangsrådet sig til at arbejde for at lave en ny forfatning, som skal danne rammen for en demokratisk stat med fuld respekt for menneskerettigheder og ytringsfrihed.
- Vi har lært gennem vores kampe i fortidens mørke dage med diktatur, at der ikke er noget alternativ til at bygge et frit og demokratisk samfund, lyder det i en erklæring fra Libyens Nationale Overgangsråd.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie