USA opfordrer til at bruge sikrere mundbind mod corona
Amerikanere skal bruge sikrere mundbind, hvis det stod til myndighederne. (Arkivfoto) Foto: Brendan McDermid/Reuters
Brendan McDermid/Reuters
Præsident Joe Biden vil stille mundbind "af højeste kvalitet" til rådighed gratis for amerikanske borgere.
USA opfordrer alle amerikanere til at bruge to bestemte typer mundbind, der skulle være sikrere end almindelige mundbind mod coronavirus.
Mundbindene af typerne N95 og KN95 bruges oftest af sundhedspersonale og anses for at være bedre til at filtrere virus fra luften.
De har tidligere været en mangelvare i USA, og derfor har de været forbeholdt de ansatte i sundhedsvæsenet.
Men USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) anbefaler nu, at alle bruger dem.
- Mundbind er et vigtigt værktøj for at forhindre spredningen af covid-19, og det er vigtigt at huske, at ethvert mundbind er bedre end intet mundbind, melder CDC.
I en opdateret vejledning, som CDC har lagt på sin hjemmeside fredag lokal tid, fremgår det, at mundbindstyperne ikke længere er en mangelvare, og hvis de bliver båret korrekt, giver de den bedste beskyttelse.
Den opdaterede vejledning kommer, dagen efter at præsident Joe Biden meddelte, at regeringen planlægger at stille "mundbind af høj kvalitet" til rådighed gratis for borgerne.
Han sagde også, at USA nu har et lager på over 750 millioner N95-mundbind, og at endnu flere er på vej.
I maj sidste år meddelte CDC, at fuldt vaccinerede amerikanere kunne smide deres mundbind, da pandemien var på tilbagegang.
Men allerede i juli sagde CDC, at fuldt vaccinerede skulle bære mundbind indendørs på offentlige steder i områder, hvor coronavirus spredte sig hurtigt.
Ifølge CDC er 99,5 procent af USA i øjeblikket underlagt anbefalinger om mundbind.
USA har for tiden et dagligt gennemsnit på 1800 coronarelaterede dødsfald og 780.000 nye smittede om dagen. Der bor omkring 333 millioner i landet.
Den omikronrelaterede stigning ser ud til at aftage i de områder, hvor varianten ramte først, blandt andet i de nordøstlige og sydlige delstater. I vestlige stater derimod stiger antallet af nye tilfælde.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned