USA står side om side med gamle Europa

Det mener i hvert fald Hillary Clinton, USA's udenrigsminister, der på den årlige sikkerhedskonference i München lørdag fastslog, at Europa har både vilje og midler til at komme ud af gældsproblemerne.

Det var tilsyneladende bemærkninger, der skal standse spekulationer om, at USA's præsident, Barack Obama, og hans administration mere og mere retter fokus på økonomierne i Asien.

- Jeg har hørt al den snak om, hvor Europa mon passer ind i Amerikas globale billede. Og jeg har hørt noget af den tvivl, der er blevet udtrykt, sagde hun i sin tale.

- Men virkeligheden kan ikke være mere klar: Europa er og var Amerikas førstevalg som partner, tilføjede Clinton.

- Vi har stadig tillid til, at Europa har viljen og midlerne til ikke alene at skære i gælden, men også til at skabe vækst og genoprette likviditet og markedernes tillid, sagde udenrigsministeren.

Clinton talte også om at opbygge "firewalls", og det var tilsyneladende en henvisning til Kina og den trussel, som statsstøttede kinesiske virksomheder udgør imod ophavsret og patenter i Europa og USA.

- Alt for ofte står amerikanske og europæiske virksomheder over for unfair praksis, der favoriserer statsejede selskaber, der rejser handelsbarrierer, restriktioner mod investeringer, og som stadig oftere stjæler intellektuelle rettigheder, sagde Clinton.

Blandt de andre deltagere ved sikkerhedskonferencen i den sydtyske by er Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, USA's forsvarsminister, Leon Panetta, Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, samt en lang række andre politikere.

/ritzau/Reuters

Europa skal nok klare sine økonomiske problemer.

Offentliggjort Sidst opdateret