USA tror fortsat på fuldstændig atomafrustning i Nordkorea
Blandt andet på baggrund af satelitbilleder har der denne uge floreret rygter om, at Nordkorea er begyndt at genopbygge en missilbase, som blev lukket efter det første topmøde mellem USA's præsident og Nordkoreas leder. Foto: Handout/Reuters
Handout/Reuters
Rygter, om at Nordkorea genopbygger missilbase, har ikke svækket USA's tro på en atomafrustning inden 2021.
USA tror fortsat på en "endelig, fuldstændig bekræftet atomafrustning" af Den Koreanske Halvø, inden Donald Trumps første præsidentperiode slutter i 2021.
Det siger en højtstående anonym embedsmand i Trump-administrationen til journalister. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter den seneste uges rygter om at Nordkorea er i færd med at genopbygge en missilbase.
Efter det andet topmøde mellem præsident Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, brød sammen i slutningen af februar, har flere kilder sagt, at Nordkorea kan være i færd med at genopbygge missilbasen.
Anlægget for langtrækkende raketter blev lukket og delvist destrueret som resultat af det første topmøde mellem de to ledere sidste år.
USA vil derfor søge en opklaring fra Nordkorea, oplyser den højtstående embedsmand. Men der er endnu ikke draget "nogle specifikke konklusioner om, hvad der foregår", siger kilden.
Ifølge embedsmanden har USA formået at "lukke nogle huller" i dialogen om en atomafrustning med Nordkorea. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men der er fortsat vigtige emner, som der skal arbejdes på, tilføjer han.
- Det er til en vis grad Nordkorea, der skal beslutte sig for at leve op til de krav, som vi har stillet angående en atomafrustning, siger han.
Som reaktion på rygterne sagde Trump onsdag, at han vil blive "meget, meget skuffet" over Kim Jong-un, hvis det er sandt, at han genopbygger missilbasen.
- Det er for tidligt at sige, hvorvidt oplysningerne om arbejdet på den nordkoreanske base er sande, sagde han.
På det andet topmøde skulle de to ledere drøfte en nedrustning af Nordkoreas atomprogram. Men forhandlingerne brød sammen uden en aftale eller en plan for et opfølgende møde.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde dog tirsdag, at han håber at kunne sende en amerikansk delegation til Nordkorea allerede inden for de næste par uger.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie