Vance: Rusland og Ukraine må opgive territorium
Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, er i øjeblikket i Indien. Her taler han med journalister. Foto: Kenny Holston/Reuters
Hvis der skal indgås en våbenhvile, må ukrainerne og russerne bytte landområder, mener USA's vicepræsident.
Rusland og Ukraine er nødt til begge at opgive territorium, hvis de krigende parter skal nå frem til en våbenhvile.
Det siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, til journalister under et besøg i Indien, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Vicepræsidenten siger, at der er behov for at fastfryse landegrænserne "på et niveau tæt på, hvor de er i dag".
- Det betyder selvfølgelig, at både ukrainerne og russerne bliver nødt til at opgive noget af det territorium, de ejer i dag, siger J.D. Vance.
Den amerikanske vicepræsident siger samtidig, at Rusland og Ukraine er nødt til snart at nå frem til en aftale om at lægge våbnene. Ellers er amerikanerne ikke længere en del af fredsindsatsen.
- Vi har udsendt et meget klart forslag til både russerne og ukrainerne, og det er på tide, at de enten siger ja, eller at USA trækker sig ud af denne proces, siger J.D. Vance ifølge AFP.
Dermed gentager han truslen fra USA's præsident, Donald Trump, som også har sagt, at der snart skal resultater på bordet.
USA er nemlig begyndt at udtrykke utålmodighed med de fortsatte forsøg på at opnå fred i Ukraine.
Donald Trump vil have et hurtigt stop for krigen, men måneders diplomatisk indsats har kun ført til begrænsede våbenhviler, som er blevet brudt.
Onsdag skulle der have været topmøde om Ukraines fremtid i London mellem udenrigsministre fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, USA og Ukraine.
Men mødet mellem udenrigsministrene er blevet udskudt og i stedet vil andre diplomater fra hvert land troppe op i den engelske hovedstad.
Der har i sidste uge været meldinger i flere amerikanske medier om, at USA's regering er villig til at anerkende Krim som en del af Rusland i en mulig fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.
Ruslands invasion af Ukraine er sket i to trin. Tilbage i 2014 besatte og senere annekterede Rusland Krim-halvøen.
I februar 2022 kom fuldskalainvasionen, hvor Rusland besatte endnu flere områder og også i første omgang forsøgte at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie