Venezuela udviser tysk ambassadør for at konspirere med opposition
Tysklands udviste ambassadør, Daniel Martin Kriener, ved et pressemøde sammen med Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó. En lang række vestlige lande anerkender Guaidó som præsident - heriblandt Tyskland og Danmark og flere andre EU-lande. Foto: Marco Bello/Reuters
Marco Bello/Reuters
Ambassadør har fået 48 timer til at forlade Venezuela, som mener, at han har blandet sig i "interne affærer".
Venezuela udviser Tysklands ambassadør for at "blande sig i interne affærer". Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Venezuela siger, at ambassadøren, Daniel Martin Kriener, er "persona non grata", fordi han har blandet sig i landets interne anliggender. Han har fået 48 timer til at forlade landet.
- Venezuela finder det uacceptabelt, at en udenlandsk diplomat på dets territorium er tæt på en politisk leder, som er med i en konspiratorisk bevægelse med tilknytning til ekstremistiske sektorer i Venezuelas opposition, hedder det i en erklæring fra landets regering.
Kriener tog sammen med andre ambassadører og diplomater mandag ud til lufthavnen for at støtte Guaido, som risikerede at blive anholdt ved sin hjemkomst fra en rundrejse i andre latinamerikanske lande.
Oppositionslederen havde brudt et rejseforbud, da han forlod landet.
En talskvinde for det tyske udenrigsministerium i Berlin siger, at den tyske regering har konsulteret sine allierede om, hvordan det skal reagere.
Udmeldingen fra Venezuela kommer, efter at sanktioner har forværret landets økonomiske og politiske krise.
Oppositionslederen Juan Guaidó svor tirsdag, at han vil øge presset mod præsident Nicolas Maduro ved at give millioner af offentligt ansatte en chance for at vise deres frustration over regeringen, som har ført Venezuela ind i en dyb, økonomisk krise.
Den 35-årige Guaidó leder nationalforsamlingen og har udnævnt sig selv til fungerende præsident i Venezuela.
En lang række vestlige lande anerkender ham som præsident. Heriblandt Tyskland og flere andre EU-lande, herunder Danmark, samt USA.
Guaidó forlod Venezuela 23. februar trods et forbud mod at forlade landet.
Han besøgte en række sydamerikanske lande i et forsøg på at samle støtte til sin kamp for at vælte præsident Maduro.
Tirsdag sagde USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at USA overvejer at indføre nye sanktioner mod Venezuela for at øge presset på Maduro og få ham til at opgive magten.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie