Verdensnaturfonden om COP18-aftale: Det er beskæmmende

WWF Verdensnaturfonden tager slukøret hjem fra klimakonferencen COP18 i Doha, hvor det ikke er lykkedes politikerne at nå frem til en aftale, som indeholder konkrete mål for finansieringen af klimakampen de kommende år

Offentliggjort Sidst opdateret

Klimafinansieringen skal nå op på 100 milliarder dollar i 2020, men indtil videre er forhandlingerne om denne del udskudt til næste år.

- Når man samlet ser på aftalen, er det beskæmmende, at spørgsmålet om en optrapning af klimafinansieringen ikke er løst.

- Problemet er, at de rige lande er løbet fra deres løfter. Og det er langt fra med til at øge tilliden mellem de rige og fattige lande, siger den miljøfaglige chef hos WWF Verdensnaturfonden, John Nordbo.

De rige lande har tidligere lovet at levere klimastøtte til ulandene efter den nuværende fast track-støtte på i alt 30 milliarder dollar, som blev aftalt i København i 2009 og løb over 2010-2011-2012 (altså 10 milliarder dollar årligt).

Beløbet skal ifølge løfterne nå op på 100 milliarder dollar om året fra 2020 - men slagsmålet har stået om, hvad der skal ske mellem 2013 og 2020, og hvor pengene skal komme fra.

Ved klimakonferencen i Doha stemte langt de fleste af de 200 lande, der deltager, for at forlænge Kyoto-aftalen for en otteårs periode frem til 2020.

- Umiddelbart er det selvfølgelig godt, at de kommer videre og får den næste fase til at falde på plads, siger John Nordbo.

- Kyoto-aftalen er en spinkelt skygge af sig selv. Der er flere lande, som har undgået at forpligte sig til at reducere udslippet, siger den miljøfaglige chef.

Kyoto-aftalen omfatter kun et begrænset antal lande, som tilsammen udleder mindre end 15 procent af de drivhusgasser, der udledes på verdensplan. Store forurenere som USA og Kina står uden for aftalen.

Aftalen er kommet på plads efter lange forsinkelser i forhandlingerne i Doha, som er hovedstaden i Qatar.

/ritzau/