Voldsom oliebrand sender tunge røgskyer ind over Teheran
En voldsom brand hærger onsdag et olieraffinaderi i den sydlige del af Irans hovedstad, Teheran, efter en gaseksplosion. Det oplyser lederen af det iranske kriseberedskab til statsligt tv. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Myndighederne i den iranske hovedstad afviser "alle spekulationer om sabotage mod olieraffinaderi".
En voldsom brand hærger onsdag et olieraffinaderi i den sydlige del af Irans hovedstad, Teheran, efter en gaseksplosion. Det oplyser lederen af det iranske kriseberedskab til statsligt tv.
Mere end en time efter branden brød ud, står der store flammer og tykke røgskyer op fra stedet, hvorfra det bevæger sig ind over dele af byen.
- En ulykke blev forårsaget af en lækage i en gasrørledning beregnet til krisesituationer. Der blev udløst en eksplosion, som var årsag til den brand, vi nu ser, siger kriseberedskabets leder, Mansour Darajati, til det statslige tv.
Han fortæller, at branden brød ud omkring 19.30 lokal tid - klokken 17.00 dansk tid.
- Der er heldigvis ingen omkomne på nuværende tidspunkt, siger han.
Det statslige nyhedsbureau Irna oplyser, at raffinaderiet har været i drift siden 1968 og har en kapacitet på 250.000 tønder olie per dag. Olieraffinaderiet ejes af Tehran Oil Refining Company.
En talsmand for selskabet aviser "alle spekulationer om sabotage mod raffinaderiet", rapporterer det statslige tv via platformen Telegram.
- Ulykken blev forårsaget af et teknisk problem, og vi er for øjeblikket ved at bringe branden under kontrol, siger talsmanden.
Branden brød ud, samme dag som et stort iransk flådefartøj forliste i Omanbugten, efter at det gik i brand. Det skete natten til onsdag. Det vides ikke, præcis hvad der forårsagede branden.
I flådens udtalelse lyder det, at branden brød ud "i et af systemerne i skibet". Det er ikke præciseret yderligere.
Samtlige besætningsmedlemmer blev evakueret og er i god behold.
Fartøjet "Kharg" havde været en del af Irans flåde siden 1984 og er opkaldt efter en iransk ø, der fungerer som terminal for eksport af olie.
Brandfolk forsøgte forgæves at slukke branden på skibet, inden det sank nær havnen Jask i Omanbugten - ikke langt fra Hormuzstrædet.
Hormuzstrædet er en vigtig handelsvej, der forbinder Omanbugten og Den Persiske Bugt. Omkring en femtedel af verdens olieproduktion passerer igennem strædet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie