Voldsomme dødstal fra Gaza kaldes logiske og er næppe pustet op
Redningsfolk graver igennem ruiner, efter at en bygning er blevet ødelagt i et israelsk bombardement af Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Sundhedsministeriet i Gaza er styret af Hamas. Derfor er der sået tvivl om, hvorvidt de høje dødstal er til at stole på. Men tallene er nok snarere for lave.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Tallet bliver ved med at stige.
Antallet af dræbte i Gazastriben, siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud 7. oktober, klatrer hele tiden opad.
Næsten dagligt kommer der opdateringer fra sundhedsmyndighederne i Gaza.
Ifølge de seneste opgørelser er næsten 20.000 personer, hvoraf 70 procent er kvinder og børn, blevet dræbt i de israelske angreb. Gazastribens befolkning er på 2,4 millioner indbyggere.
Sundhedsmyndighederne i Gaza er styret af Hamas, der 7. oktober begyndte krigen ved at massakrere 1200 israelere og tage 240 gidsler.
Annonce
Flere gange er der derfor blevet sået tvivl om, hvorvidt de høje dødstal nu rent faktisk passer.
Der spekuleres i, om Hamas i virkeligheden skruer op for antallet af dræbte for at øge presset på Israel for at lægge en dæmper på bombardementerne.
Israel har anklaget Gazas myndigheder for at puste tallene op, og også USA's præsident, Joe Biden, har været blandt skeptikerne.
- Jeg har ingen tillid til de tal, som palæstinenserne bruger, sagde han i slutningen af oktober.
Prompte reagerede sundhedsministeriet i Gaza og udsendte et 212 sider langt dokument med navne og id-numre på de dræbte i det palæstinensiske område.
Så detaljeret kan myndigheder dog ikke længere bevise dødstallene. I de første seks uger sendte hospitalernes kapeller tal til sundhedsministeriets afdeling på al-Shifa-hospitalet.
I Excel-ark holdt de styr på de dræbte med navne, aldre og id-numre. Men af de fire, der stod i spidsen for opgaven, blev den ene dræbt i et luftangreb, der ramte hospitalet, skriver Reuters.
De tre andre har ifølge palæstinensiske myndigheder været væk, siden israelske styrker trængte ind på hospitalet, som ifølge Israel har fungeret som gemmested for Hamas.
Opdateringerne fra Gazas sundhedsmyndigheder er blevet mere uregelmæssige, men de vurderes stadig som troværdige af internationale organisationer.
En ulykkelig kvinde reagerer på, at hendes bror er dræbt i et israelsk bombardement af Rafah. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
For det har de været over de seneste mange årtier, hvor området også med jævne mellemrum har været ramt af drabelige konflikter.
Annonce
Selv om tallene nu på grund af de svære omstændigheder i højere grad er baseret på skøn end tidligere under krigen, er der overordnet set tiltro til dem.
FN's kontor for humanitære anliggender inkluderer stadig tallene i deres egne opgørelser, fordi det er "nærmest umuligt" selv at opgøre det på daglig basis.
Mike Ryan, krisechef i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), har sagt, at tallene fra begge sider "nok ikke er helt præcise, men de reflekterer i store træk antallet af døde og sårede på begge sider af konflikten".
Ifølge Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har tallene generelt været pålidelige.
- Det er værd at bemærke, at tallene, der er kommet siden 7. oktober, generelt stemmer overens med, hvor mange der logisk set må blive dræbt, når man ser på intensiteten i bombardementerne i et så tætbefolket område, siger Omar Shakir, leder af ngo'ens kontor i området, til Reuters.
En analyse fra forskere i tidsskriftet The Lancet i begyndelsen af december konkluderede også, at der ikke var beviser for, at Gaza-myndighedernes tal skulle være pustet falsk op.
Røg stiger til vejrs over Khan Yunis i den sydlige del af Gazastriben efter et israelsk bombardement. Tusinder af palæstinensere er dræbt i de israelske angreb, som har til formål at udslette Hamas. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix
De er nok snarere for lave, siger en talsperson for FN's menneskerettighedskontor til Reuters.
- Vores overvågning indikerer, at tallene fra sundhedsministeriet kan være for lave, fordi der ikke inkluderes dræbte, som ikke når frem til hospitalerne, eller som kan ligge under ruiner.
Nathaniel Raymond fra det amerikanske universitet Yale har arbejdet med dødstal i konflikter i mere end 20 år. Han er enig med FN's betragtning.
- Det er en logisk antagelse, at tallene er i den lave ende, siger han til Reuters.
Annonce
/ritzau/
Krigen mellem Hamas og Israel
* Omkring 1200 personer blev dræbt og mindst 3000 såret, da Hamas 7. oktober angreb flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.
* Derudover blev 240 personer taget til fange af Hamas. Over 100 af dem er siden blevet løsladt. Det skete i forbindelse med en fangeudveksling under en midlertidig pause i kampene, som begyndte 24. november og varede til 1. december.
* Ved angrebet 7. oktober brød Hamas-krigere gennem grænsehegnet mellem Israel og Gaza. Samtidig blev hundredvis af raketter affyret fra Gaza mod Israel.
* Angrebet fik Israels regering til at iværksætte en militær offensiv med daglige bombardementer mod Hamas i Gaza. Siden fulgte også en landoffensiv.
* Ifølge Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, er knap 20.000 personer, primært kvinder og børn, blevet dræbt i israelske angreb mod Gaza.
Seneste artikler
Nikolaj er beviset: Alle tog fejl
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café