Yderste højre spås stor fremgang ved parlamentsvalg i Rumænien
Leder af højrefløjsalliancen AUR George Simion har afgivet sin stemme ved søndagens parlamentsvalg i Rumænien. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Rumænerne skal søndag vælge nyt parlament, mens stemmerne tælles om efter overraskende præsidentvalg.
Det yderste højre står til at få stor opbakning fra vælgerne, når de stemmer ved søndagens parlamentsvalg i Rumænien.
I hvert fald hvis man skal tro meningsmålingerne.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I en måling foretaget tidligere på ugen af analyseinstituttet AtlasIntel svarede 22,4 procent af de rumænske vælgere, at de vil stemme på højrefløjsalliancen AUR.
Det er - hvis det går sådan - en markant fremgang i forhold til det seneste valg, hvor partiet fik 8,5 procent af stemmerne.
Det næststørste parti bliver ifølge målingen Socialdemokratiet, der har regeringsmagten. Partiet står til at få 21,4 procent af stemmerne.
Rumænerne skal søndag vælge 133 medlemmer af Senatet og 323 medlemmer af Underhuset. De to kamre udgør Rumæniens parlament.
Parlamentsvalget finder sted, en uge efter at Rumænien afholdt et præsidentvalg, som endnu ikke er afgjort.
Ved valget fik den prorussiske højrefløjspolitiker Calin Georgescu flest stemmer - og en langt større andel af stemmerne end ventet.
I meningsmålingerne stod Georgescu, der er stærkt kritisk over for Nato-samarbejdet, således til at få omkring fem procent af stemmerne.
Han endte dog med at blive den største stemmesluger blandt præsidentkandidaterne med 22,94 procent af stemmerne.
Misforholdet mellem meningsmålingerne og resultatet har affødt en mistanke om, at Rusland kan have påvirket valget.
Efterfølgende har en domstol derfor afgjort, at stemmerne skal tælles om. Resultatet af omtællingen er endnu ikke offentliggjort.
Da ingen kandidater fik over 50 procent af stemmerne ved første runde, skal der afholdes en anden valgrunde af præsidentvalget.
Den finder sted 8. december.
Hvis resultatet fra første runde bliver godkendt, skal Georgescu stille op mod den liberalkonservative kandidat Elena Lasconi.
Hun fik opbakning fra 19,18 procent af vælgerne i første runde.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie