Åbent madlaboratorium i Czarens Hus

EGN og Museum Lolland-Falster har de sidste par uger haft flere skoleklasser inde og arbejde med ærter og de opskrifter, der også skal arbejdes med til åbent madlaboratorium. Foto Museum Lolland-Falster

Madkulturprojektet EGN og Museum Lolland-Falster inviterer indenfor til en dag med fokus på fødevarer fra den lollandske muld.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Madkulturprojektet EGN og Museum Lolland-Falster inviterer til EGNs åbne madlaboratorium, hvor der skal smages og undersøges to af de gamle ærtesorter, som tidligere blev dyrket og spist i stor stil på Lolland-Falster.

Der er i disse tider stort fokus på, at vi i fremtiden skal spise flere bælgfrugter. Men hvorfor skal vi spise flere bælgfrugter? Er det egentlig noget nyt, at vi i Danmark skal spise bælgfrugter?

- Ærter er en klassisk dansk bælgfrugt, som de fleste af os forbinder med sol og sommer. At gnaske de grønne ærter, som gemmer sig i den bølgede bælg, er lidt som at tage en bid af den danske sommer. Ofte er ærterne nemme at få fat på i sommermånederne, enten i supermarkedet eller hos den lokale landmand, og vi spiser dem gerne friske som snacks eller i en klassisk mormorsalat, fortæller Vibeke Knöchel Christensen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster og projektleder på EGN,

Tidligere var det dog de brune, grå eller hvide ærter, som var de mest almindelige, og deres rolle i køkkenet var en helt anden end de friske grønne sommerærter. Ærterne var en meget vigtig forrådsafgrøde, som blev tørret, gemt og brugt på de tider af året, hvor der var mangel og knaphed i spisekammeret.

- På Lolland og Falster var vi i 1600-1700-tallet faktisk ret berømte for vores ærter. Så berømte, at en særlig sort fik tilnavnet Lollandske Rosiner, og de blev spist flittigt på denne egn, fortæller Vibeke Knöchel Christensen.

Det åbne madlaboratorium er på Czarens Hus lørdag 28. maj fra klokken 11-15 og deltagelse er gratis. Der bliver desuden mulighed for at lave og smage ærtehummus og søbeærter.