Menuen er 200 år gammel

Gryderne kommer i gang på Frilandsmuseet. Her er der dog gang i noget garnfarvning. Pressefoto.

På Frilandsmuseet inviterer de nu til en spændende dag, hvor man kan prøve maden fra dengang vores tipoldemor levede.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Træd 200 år tilbage i tiden og mærk stemningen på Maribos frilandsmuseum, når EGN og De Gamle Huse vækker 1800-tallets hverdag til live gennem en unik historisk smagsoplevelse som den, de fik hos bonden, skolelæreren, landarbejderen, mølleren og kapellanen.

-  EGN’s norske kok, Thorbjørn Kristensen, som har bosat sig i Utterslev, vil aftenen igennem trylle med gryderne og give de gamle opskrifter nyt liv gennem nytænkning og lækre råvarer, så vi er klar til at give jer en oplevelse som rammer både krop og sjæl, fortæller Vibeke Knöchel Christensen, projektleder på EGN og museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Blandt andet skal man smage:

Bondekonens svupsakker: Fyldte æbleskiver med snaps

Skolemesterens mellemmad: Sprødt rugbrød med støv af flæskesvær og lardo samt rå grøntsager med dip

Ane Huggemands varme frokost: Cremet perlebyggrød med bagte porrer og løvstikke

Bondens middag: Langtidsbagt svinenakke med ølsauce, pærer og bagt kartoffel

Møllerens kage: Mikmuskage med tørrede frugter og koldt smør

Kapellanens dessert: Grød på sommerbær med pisket fløde og crumble

Det foregår den 18. juni klokken 17 og koster 595 kroner.