Allergikere må vente 76 uger på behandling

Serviceforringelser og dyrere behandlingstilbud.

Det er konsekvenserne for mange allergikere, efter Region Sjælland fra årsskiftet valgte at opsige den aftale, som skulle sørge for nærværende behandling for allergikere med lungeproblemer.

Det er Jesper Brandt Andersen, børnelæge i Vordingborg, som retter anklagerne mod regionen.
- Jeg ser ingen logik i at opsige tilbuddet uden at give et andet alternativ, forklarer han.

Børnelæger arbejder med voksne allergikere, fordi der er mangel på speciallæger, og børnelægernes uddannelse giver dem ekspertise til at håndtere børn og voksne med lungeproblemer. 

Jesper Brandt Andersen understreger, at det kommer til at ramme den sydlige del af regionen hårdest, altså Lolland og Falster.
- Behandlingen egner sig bestemt ikke til at foregå langt væk fra hjemmet, forklarer han.

Det skyldes, at vaccinationsbehandlingen for allergi kan vare tre til fem år, og at behandlingen i de første 15 uger kræver, at man en gang om ugen møder op for at blive vaccineret.
- Processen bliver kun mere besværlig og dyrere, pointerer Jesper Brandt Andersen, som godt må færdigbehandle de patienter, han i forvejen havde.
- Regionen tager ikke hensyn til afstanden, siger Jesper Brandt Andersen.

Efter at børnelægerne fra årsskiftet ikke må tage nye voksne allergipatienter ind, er der nemlig kun to løsninger for de patienter, som tidligere har fået hjælp af Jesper Brandt Andersen og hans kollegaer.

Allergiafdelingen på Roskilde Sygehus, hvor der er en venteliste på 76 uger (det svarer til næsten halvandet år) eller speciallæger i Region Hovedstaden.

Hvor han mener, at de store tabere i regionens beslutning er patienterne og skatteborgerne, så ser lederen af Region Sjællands Primær Sundhed, Christina Sjøberg Lundgren, anderledes på sagen.
- Vi har lavet en arbejdsgruppe, som kigger på patientbehandlingen og mulige speciallægetilbud, siger hun.

Arbejdsgruppen skal se på behovet for speciallæger i regionen og fordelingen. Christina Sjøberg Lundgren understreger, at det netop er mangel på speciallæger, der skaber ventelisten på 76 uger på Roskilde Sygehus.
- Det er udtryk for, at der er områder, hvor det er svært at rekruttere speciallæger, forklarer hun. 

Dog ser hun ikke noget problem i, at der lige nu kun er tilbud for visse allergikere i Roskilde eller udenfor regionen, altså Region Hovedstaden. Region Hovedstaden og de mange speciallæger i København et godt alternativt tilbud til patienter i hele Region Sjælland. 
- Vi har ikke flyttet tilbud, understreger Christina Sjøberg Lundgren og fortsætter:
- Vi har ikke lavet en øvelse, hvor det hele ender i Roskilde.

Foto: Jesper Brandt Andersen er børnelæge i Vordingborg og har tidligere været Lolland og Falsters nærmeste tilbud til blandt andre pollenallergikere.

Voksne allergikere skal vente i halvandet år på en behandling, som nu kun kan fås i Roskilde.

Offentliggjort Sidst opdateret