Skiferie med koldt vand i blodet

De danske teenageres hærgen af skisportsstederne i Alperne synes forbi. I hvert fald har rejsebureauerne Nortlander og DanskiXtreme oplevet meget få klager. Det skriver nyhedsbureauet Newspaq.  
- Vi har haft næsten 3.000 af sted. Der har været nogle enkelte steder, hvor der er nogle familier, der har været generet af musik fra en ghettoblaster. Men ellers har der ikke været en eneste episode med hærg eller noget, fortæller direktør i DanskiXtreme, Michael Thing, til Newspaq.
 
Der har tidligere været store problemer med unge danske skiturister, der både larmede og udøvede hærværk på skisportsstederne. Med efterfølgende krav om erstatning fra de værste ballademagere.
Problemerne fik rejsebureauerne til at sende vagter med de unge på ferie. Og det virker.
 
- Vi har forebygget ballade med én vagt per hundrede unge, som så har kunnet gribe ind i god tid. Vagterne har patruljeret på gangene i lejlighedskomplekserne og nogle steder uden for, hvor de har snakket med de unge. Så de har sørget for at tage tingene i opløbet, siger Michael Thing.




Medrejsende vagtfolk har dæmpet de danske teenageres hærgen af skisportssteder i Alperne

Offentliggjort Sidst opdateret