Slagtermester i ondt tv-program

Slagtermester Bo Zangenberg fra Søndre Kirkeby uden for Nykøbing deltager i DR3s tv-serie ”Ond, ondere, ondest”, der sendes i øjeblikket. Han betragter det som et udvidet lederkursus.
- Det er nok den bedste lederuddannelse, jeg kunne få, siger han.

Da DR3 sidste år søgte deltagere til programmet ”Ond, ondere, ondest” meldte Bo Zangenberg sig. Han har tidligere været slagtermester i Kvickly i Nykøbing, og derefter chef for en lokal Fakta. Men nu er han slagtermester i SuperBrugsen i Lendemarke på Møn.

-Gennem mange år har jeg taget forskellige kurser inden for COOP, men synes ligesom, jeg havde været igennem det, som de kunne tilbyde.
-Jeg meldte mig til tv-eksperimentet for at prøve mig selv og mine lederegenskaber af, siger den 42-årige slagtermester.

Han vil ikke røbe, om han gennem udsendelserne bliver ond. Men Bo Zangenberg lægger ikke skjul på, at det var en stor oplevelse at deltage i optagelserne, som fandt sted i København gennem en lille uges tid i september sidste år.

Programmet skal vise, om det er muligt at gøre gode mænd onde ved at tildele dem en rolle som fangevogter.

Bo Zangenberg måtte gennem optagelserne som fangevogter i det fiktive fængsel i DR3-programmet være med til at tage nogle meget ubehagelige beslutninger. Beslutninger, som ikke umiddelbart kan overføres til hans dagligdag.

-TV-eksperimentet er jo betydeligt mere sort-hvidt, end dagligdagen er, siger han.

Men med fra programmet føler slagtermesteren, at han har en støtte indsigt i sig selv.

-Jeg ved nu, at jeg langt hen ad vejen kan bevare roen og kender min stressfaktor.

Uden at afsløre de kommende episoder fortæller han dog, at han på et tidspunkt under optagelserne var helt oppe i højeste gear.
-Ikke siden, jeg var med til at åbne den nye Kvickly i Nykøbing, har jeg følt mig så presset. Både dengang og under optagelserne til ”Ond, ondere, ondest” var min krop et døgns tid om at falde ned og pulsen blive normal.

I SuperBrugsen i Lendemarke har han 11 medarbejdere, som stadig mener, han er en flink fyr og bestemt ikke er blevet skræmt af chefens alternative lederkursus.

Selv er han meget spændt på, at se sig selv i de kommende programmer.

-At se mig selv på skærmen forventer jeg, vil give mig en endnu større indsigt i, hvordan jeg reagerer i pressede situationer.

Bo Zangenbergs konklusion ovenpå deltagelsen i programmet er, at han er en god mand, og selv under pres bliver han ikke en ond mand.

DR3 sender ”Ond, ondere, ondest” onsdage i de kommende uger.

Foto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret