Hedebølge afløses af skybrud og kraftig blæst i hele landet
Der er mandag morgen registreret skybrud flere steder på Vestsjælland. Regn og rusk er på vej ind over flere dele af landet. (Arkivfoto).
Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix
DMI varsler voldsomt vejr over Danmark mandag med nedbør mellem 30 og 50 millimeter og kraftig vind.
Efter en uge med ekstraordinært varme septemberdage har efteråret mandag meldt sin ankomst med skybrud, regn, rusk, torden og lyn.
Mandag morgen er der registreret skybrud flere steder på Vestsjælland, ligesom der har været kraftige regn- og tordenbyger på Sjælland og i Nordjylland.
Området med de kraftige tordenbyger er ved 7.30-tiden mandag på vej op mod Øst- og Nordjylland.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Resten af landet ventes at blive ramt af kraftig regn, tordenvejr og blæst i løbet af dagen.
Der er mandag morgen faldet mest nedbør ved Røsnæs Fyr med 20,7 millimeter i løbet af 30 minutter, skriver TV 2.
DMI's varsel om kraftig regn og lokale skybrud mellem 30-50 millimeter gælder på Sjælland, Lolland-Falster og Møn samt Øst- og Nordjylland fra mandag klokken 2 til klokken 21. På Fyn og Midt- og Sydjylland gælder varslet frem til klokken 15.
Vejret klarer dog op senere på dagen fra vest. Temperaturerne mandag vil ligge mellem 15 og 20 grader.
- Det her område med kraftig regn- og tordenbyger fortsætter sin tur mod nord og nordvest i de kommende timer.
- Som dagen skrider frem, begynder det langsomt at klare op fra vest med enkelte byger, og måske kan det også blive til et solstrejf i Vestjylland, siger Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI.
Lynnedslagene har allerede fået konsekvenser. To stråtækte huse i den lille by Kindertofte øst for Slagelse står mandag morgen i flammer, efter at lyn er slået ned i tagene.
Det oplyser Nis Henriksen, som er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, til TV 2 Øst.
Det andet hus ligger på vejen Strandskrænten i sommerhusområdet ved Nostrup Strand. Alle skulle ifølge TV 2 Øst være kommet ud af de brændende huse.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie