15-årig dreng forsvandt i havet: Eftersøgning indstilles
En 15-årig dreng er efter fem timers søgen ikke fundet, siden han forsvandt under bølgerne ved Svendborg.
Politi- og redningsfolk har lørdag aften forgæves ledt efter en 15-årig dreng, der forsvandt i bølgerne ved kysten ved Christiansminde ved Svendborg.
Fyns Politi modtog 18.37 et opkald om, at en 14-årig dreng var forsvundet i vandet. Senere har det vist sig, at drengen er 15 år.
Omkring klokken 23 er drengen stadig ikke fundet, oplyser Klaus Rasmussen, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.
- Vi er ved at lukke ned for eftersøgningen. Vores vurdering er, at det ikke længere er muligt at finde ham i live.
- Området er fuldstændig eftersøgt på kryds og tværs, og vi kan ikke finde ham, siger vagtholdslederen.
Vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi oplyste tidligere lørdag aften, at drengen badede for enden af en 20 meter lang badebro sammen med sin far og en anden dreng.
Pludselig forsvandt den 15-årige under vandet, og han er ikke set siden.
- Faren forsøger at få fat i ham, men det lykkes ikke. Han forsvinder bare - måske på grund af strømforholdene, siger Kenneth Taanquist.
Tidligere forlød det, at forældrene stod på land, da drengen forsvandt under vandet, men det var altså ikke tilfældet.
Politiet havde dykkere, helikoptere og flere både i vandet for at lede efter den forsvundne dreng.
- Området er temmelig stort, fordi strømforholdene er kraftige i Svendborgsund, så selv om det er et lille snævert område, udvider det sig hurtigt på grund af strømforholdene, siger vagtchefen.
Familien modtager hjælp af krisepsykologer fra Svendborg Sygehus.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie