15-årig svensker sigtes for drabsforsøg ved rockerklubhus
En 15-årig svensk dreng er onsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Han er sigtet for drabsforsøg i Brøndby i april. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
En 15-årig svensk dreng, der i forvejen er fængslet for våbenbesiddelse, sigtes nu også for drabsforsøg.
En 15-årig svensk dreng bliver onsdag for anden gang på lidt under to måneder fremstillet i et grundlovsforhør i Danmark.
Han er sigtet for et drabsforsøg ved en adresse i Brøndby, hvor rockergruppen Comanches' klubhus ligger.
17. april blev han desuden varetægtsfængslet i surrogat sigtet for besiddelse af to skydevåben.
Og nu er han altså også sigtet for drabsforsøg.
Det er kommet frem ved et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, hvor den 15-årige er til stede flankeret af en tolk.
Inden dørene bliver lukket af hensyn til politiets efterforskning, skal den 15-årige tage stilling til sigtelsen.
- Han nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer.
Den 15-årige, der er spinkel af bygning, er iført en fodboldtrøje fra den svenske fodboldklub AIK. Han sidder tilbagelænet og taler meget lavt med tolken.
Ifølge sigtelsen kom den 15-årige til Danmark i april med henblik på at dræbe en eller flere uidentificerede personer.
Han opholdt sig på en adresse i Københavns Nordvestkvarter, hvorfra han den 15. april om aftenen cyklede til en adresse i Brøndby.
Drabsforsøget fandt sted natten til 16. april.
Ved grundlovsforhøret kommer det frem, at adressen, som den 15-årige svensker cyklede til, er Lyngager i Brøndby, hvor rockergruppen Comanches' klubhus ligger.
- Drabet fandt dog aldrig sted, da ingen personer mod forventning var i området, har politiet skrevet på X.
Dagen efter blev drengen anholdt i Københavns Nordvestkvarter med to skydevåben på sig.
En 59-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i samme sag. Han er sigtet for i forening med blandt andre den 15-årige svenske dreng at have været i besiddelse af de to skydevåben, samt for det drabsforsøg den 15-årige nu også sigtes for.
- Det er en ny og alvorlig sag, og der er fortsat efter politiets overbevisning medskyldige på fri fod, lyder anklagerens vurdering.
Derfor vælger dommeren at lukke dørene.
I løbet af onsdag skal dommeren tage stilling til, om den sigtede skal have forlænget varetægtsfængslingen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie