16-årig anbringes på institution for at ydmyge offer
En 16-årig dreng tvang en jævnaldrende til at kysse sin fod, efter at han også havde sparket, slået og nikket ofret en skalle. Retten i Sønderborg kendte ham skyldig i både vold og trusler, som har endt med at koste den 16-årige to år på en sikret institution. (Arkivfoto) Foto: Domstolsstyrelsen/Free
Domstolsstyrelsen/Free
Teenager tvang sit offer til at kysse sin sko efter en kontrovers. Nu skal han afsone en anbringelsesdom.
I en video, der begyndte at florere på internettet i juni, kunne man se, at en 16-årig dreng ved hjælp af et halsgreb skubbede en 14-årig dreng ind i en toiletbås i et shoppingcenter i Sønderborg.
Ud over at blive tildelt slag, spark og en skalle i toiletbåsen blev offeret også tvunget på knæ for at kysse gerningsmandens sko.
Sagen har tirsdag kostet den 16-årige dreng en ungdomssanktion, efter at Retten i Sønderborg har kendt ham skyldig i vold og trusler.
Det fortæller anklager Kristen Flethøj Ege.
- På en døgninstitution skal den 16-årige først være under konstant opsyn i fire måneder. Så skal han være under mildere opsyn i 12 måneder. Og til sidst er der en udfasningsfase på otte måneder, forklarer Kristen Flethøj Ege.
Den 16-årige voldsmand forklarede i retten, at han tvang offeret til at kysse sin sko, fordi han ville nedgøre ham.
Episoden opstod angiveligt, fordi den 16-årige var interesseret i offerets tidligere kæreste.
Offeret forklarede ifølge JydskeVestkysten, at den nu dømte lignede en mand på 21 år. Den 14-årige dreng og hans venner gik derfor hen og sagde til den 16-årige, at "det var klamt", hvis han skulle være interesseret i ekskæresten.
Herefter blev den 14-årige overfaldet.
Dækningen af sagen har tidligere handlet om, at den dømte kunne være blevet inspireret af fænomenet dominansvold, fordi han erkendte, at han ville nedgøre sit offer.
På trods af den 16-åriges erkendelse, mener Kristen Flethøj Ege ikke, at sagen handler om dette.
- Dominansvold har ikke været nævnt en eneste gang under retsforløbet, forklarer han.
Fænomenet handler om at ydmyge sit offer, og det har længe været kendt i kriminelle indvandrermiljøer i Sverige.
Den 16-årige blev også kendt skyldig i at have truet vidner i sagen og i at have truet to drenge med en kniv.
Ud over en straf på to år på en ungdomsinstitution skal den 16-årige også betale 10.000 kroner i erstatning til offeret.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie