306 taget i nye fart-kontroller

Vejarbejdet ved Guldborgsundtunnellen i disse dage er en god forretning for statskassen. På grund af vejarbejdet er hastighedsgrænsen på motorvejsstrækningen omkring tunnellen nemlig sat ned til 50 km/t. i øjeblikket, men det er der mange bilister, som har svært ved at overholde.

I løbet af mandag og tirsdag kunne politiet notere flere end 1.000 fartsyndere, og i går onsdag blev yderligere godt 300 føjet til, da fotovognen igen var på arbejde på stedet.

Fra klokken 08.02-11.38 fulgte fotovognen trafikken ved tunnellen i nordgåernde retning. Her blev 176 målt til at køre for stærkt - heraf står 44 til et klip i kørekortet, mens 17 risikerer en betinget frakendelse og to står til en ubetinget frakendelse. Højest målte hastighed var 107 km/t. - altså mere end dobbelt så hurtigt som tilladt.

Senere på dagen, fra klokken 12.29-13.17 kontrollerede fotovognen trafikken i sydgående retning, og her blev 44 målt til at køre for stærkt. Heraf risikerer 17 et klip i kørekortet, én en betinget frakendelse og yderligere én står til at miste kørekortet ubetinget efter at være blevet taget i at drøne forbi vejarbejdet med 116 km/t.

Fotovognen sluttede arbejdsdagen af ved Guldborg fra klokken 13.29-16.01. Her blev 86 bilister noteret. 24 af dem risikerer et klip i kortet, mens otte står til en betinget frakendelse. Højest målte hastighed var her 94 km/t., fremgår det af politiets døgnrapport.

Politiets fotovogn havde igen i går travlt med at tage billeder af bilister, der kørte for stærkt ved vejarbejdet på motorvejen ved Guldborgsundtunellen.

Offentliggjort Sidst opdateret