Anklager: Chef holder hånden over officer
En misforstået korpsånd er årsag til, at en række soldater og deres officerer holder hånden over en 27-årig delingsfører tiltalt for 'pligtforsømmelse af særlig grov karakter begået under en væbnet konflikt'.
Det mener anklager og viceauditør Kristian Kirk fra Forsvarets Auditørkorps, der kræver en ubetinget fængselsstraf til delingsføreren udmålt i måneder.
- Der er en misforstået korpsånd, og jeg mener, det er et problem, når sagen tager en drejning, som vi har set, siger Kristian Kirk til Ritzau efter sin procedure.
Den 27-årige delingsfører er ifølge anklageren indirekte skyld i, at den 22-årige soldat Jacob Sten Lund Olsen fra Bornholm døde ved en skjult sprængladning, der også sårede fire andre den 3. september sidste år.
Delingsføreren skulle nemlig som følge af en mundtlig befaling have forhindret soldaterne i at gå ind i et farligt område.
Men den kompagnichef - en næstkommanderende i Afghanistan - der skulle have givet befalingen, sagde i retten, at han i stedet havde givet en hensigtserklæring om ikke at gå ind i området.
- Kompagnichefen forsøger bevidst at holde hånden over sin delingsfører. Ikke ved at lyve, det kan jeg ikke bevise, men ved at modificere sine tidligere forklaringer, siger Kristian Kirk, der kalder det en kold klud i hovedet, da kompagnichefen vidnede.
Det var nemlig den stik modsatte forklaring, som kompagnichefen kom med kort efter ulykken til auditørkorpset.
- Jeg er ikke ude på at sværte et vidne, en officer til, men retten må medgive, at det er suspekt den forskel, der er på tidligere afhøringer og vidneforklaringer i retten, lyder det fra anklageren.
Samme scenarie er set under afhøringen af flere af de soldater, der har været i vidneskranken. Kun to vidner har mere eller mindre erkendt, at der var en mundtlig befaling.
Fængselsstraffen for grov pligtforsømmelse under væbnet konflikt går op til tre år. Officeren nægter sig skyldig. Der forventes dom den 4. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie