Betjent hang fast i flugtbil og faldt af efter 50 meter
To gange havde politiet standset en bil i Aabenraa natten til søndag. Begge gange stak føreren af igen.
Til alt held kom en betjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi ikke til skade, da han natten til søndag forsøgte at tage nøglerne fra en standset bilist.
Vagtchef Søren Strægaard hos politiet fortæller, at der i Aabenraa udspillede sig en dramatisk episode klokken 01.21. Her var en bil blevet standset af politiet omkring gågaden i den sønderjyske købstad.
- Kollegaen går så hen til bilen og beder føreren om at slukke bilen, men det vil han ikke. Og da kollegaen rækker ind for at tage nøglerne, så kører bilen, fortæller Søren Strægaard.
Bilen kørte ifølge vagtchefen cirka 50 meter, inden kollegaen måtte opgive at holde fast.
- Han falder af, men heldigvis kommer han ikke alvorligt til skade, lyder det fra Søren Strægaard.
Lidt senere på natten fik en politipatrulje øje på flugtbilen et andet sted i Aabenraa midtby. Igen forsøgte ordensmagten at standse den, føreren havde ikke til sinds at lade sig pågribe.
For da det endelig lykkedes politiet at trænge flugtbilen inde, valgte føreren at køre ind i politibilen og stak af igen.
Senere på natten fandt politiet den eftersøgte bil et andet sted i byen, men da var føreren forsvundet.
- Vi har en mistanke om, hvem han er, så nu skal vi bare have fundet ham. Mistanken bygger vi på, at kollegaen jo har set ham, fortalte Søren Strægaard søndag morgen.
Søndag formiddag lykkedes det politiet at finde frem til den mistænkte.
Der er tale om en 25-årig mand fra Aabenraa. Han vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for vold mod tjenestemand og for at bringe andres liv eller førlighed i fare.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie