Britta Nielsen overførte generøse beløb til nærtstående
Tre personer har modtaget samlet 11,4 millioner kroner fra Britta Nielsen, der er sigtet for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner. Det skriver DR på baggrund af en redegørelse fra Kammeradvokaten til Sø- og Handelsretten. (Arkivfoto). Foto: Phill Magakoe/Ritzau Scanpix
Phill Magakoe/Ritzau Scanpix
Kvinden, der er tidligere ansat i Socialstyrelsen, overførte angiveligt 11 millioner kroner til tre personer.
Britta Nielsen, der er sigtet for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner, har overført 11,4 millioner til tre nærtstående personer.
Særligt den ene har modtaget "omfattende pengeoverførsler".
Det skriver DR på baggrund af oplysninger fra en redegørelse, som Kammeradvokaten har sendt til Sø- og Handelsretten.
Kammeradvokaten er det private advokatfirma Poul Schmidt, der er kurator i sagen mod den svindelsigtede kvinde.
- Ud over overførslerne til de tre nærtstående personer har kurator konstateret, at der er sket overførsler af et mindre beløb til en fjerde person med tilknytning til skyldneren, står der ifølge DR i redegørelsen.
Pengeoverførslerne betragtes som lån, og derfor er de tre personer blevet bedt om at betale pengene tilbage.
Det fremgår ikke, hvem personerne er.
Britta Nielsen er tidligere ansat i Socialstyrelsen, hvor hun som betroet medarbejder menes at have overført penge til sig selv i stedet for de sociale projekter, beløbene var tiltænkt.
Hun blev afskediget i efteråret 2018, da det kom frem, at hun var mistænkt for at have svindlet styrelsen for 111 millioner kroner.
Siden november har hun siddet varetægtsfængslet sigtet for databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Det vides ikke, hvordan hun forholder sig til sigtelsen.
Britta Nielsens tre børn er også sigtet i sagen, og det samme er hendes svigersøn. De nægter sig skyldige.
Foruden det svimlende beløb, Britta Nielsen angiveligt har overført, har hun også foretaget "betydelige kontanthævninger" fra sine bankkonti, står der i redegørelsen.
Hvor stort et beløb, der er tale om, vil kuratoren ikke oplyse til DR. Kammeradvokaten er ved at danne sig et overblik over kvindens mange konti, som hun har haft i forskellige banker.
Kuratoren har gravet værdier frem for 4,9 millioner kroner, men det er vurderet, at Britta Nielsen kan skylde omkring 124 millioner kroner.
Konkurssagen ventes afsluttet inden for et til to år.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie