Dansk mand mistænkt for menneskesmugling udleveres til Frankrig
En 37-årig mand fra Viborg er i Frankrig mistænkt for menneskesmugling og uagtsomt manddrab. Nu udleveres han.
I juni modtog dansk politi en henvendelse fra de franske myndigheder, der bad om at få en 37-årig mand fra Viborg anholdt.
I Frankrig er han mistænkt for menneskesmugling og uagtsomt manddrab i forbindelse med en sag, hvor bådflygtninge i oktober sidste år druknede på vej over havet fra Frankrig til England.
Nu har Retten i Viborg besluttet, at manden skal udleveres til Frankrig, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der anholdt manden 23. juni på hans bopæl.
Han har siddet varetægtsfængslet siden, og mandag skulle byretten så tage stilling til, om han kunne udleveres. Beslutningen om at udlevere ham til Frankrig bygger blandt andet på en vurdering fra Rigsadvokaten, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Den 37-årige nægter sig skyldig, og han har kæret kendelsen. Dermed skal landsretten nu tage stilling til, om manden kan udleveres.
Viborg Stifts Folkeblad har tidligere berettet, at manden inden anholdelsen i Danmark blev varetægtsfængslet in absentia - uden at være til stede - i den franske by Dunkerque.
I Frankrig er han ud over menneskesmugling og uagtsomt manddrab også sigtet for fareforvoldelse og deltagelse i en kriminel organisation.
Ifølge avisen mener Frankrig, at manden har været dybt involveret i menneskesmugling, hvor et netværk fra september sidste år til juni i år har smuglet flygtninge og migranter over Den Engelske Kanal.
Under et grundlovsforhør er det kommet frem, at manden, der bor i Viborg med sin hustru og børn, har købt flere både, og ifølge de franske myndigheder har han altså brugt bådene til at fragte migranter over havet.
Dansk politi modtog henvendelsen fra de franske myndigheder 22. juni, og om natten blev han anholdt.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie