En mand fra Randers nægter at have placeret en bombe på en bil kort før juleaften.
Men efter en langvarig afhøring har en dommer onsdag besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.
- Jeg har ikke noget med den sag at gøre, sagde den 41-årige mand i grundlovsforhøret i Retten i Randers.
Politiet sigter ham for dobbelt drabsforsøg. Han beskyldes for at montere en bombe på et familiemedlems Toyota Carina.
Bomben blev udløst, da en 32-årig mand og hans datter begyndte at køre i bilen juleaften ved 18-tiden fra Vilhelm Thomsens Plads.
De to slap uden alvorlige skader, men får muligvis varige mén i form af høreskader. Bilen fik en stor bule, og dens ruder blev blæst ud.
- Jeg har ikke lyst til at ligne en bombemand eller noget. Jeg skal også videre, sagde den spinkle mand, der var iført sort joggingtøj og hvide løbesko.
Han sad og vred hænder ved retsmødets begyndelse.
- Det er en sag af meget usædvanlig karakter, sagde anklageren.
Politiet skal nu afhøre en række familiemedlemmer, og det er vigtigt, at deres navne ikke slipper ud.
Desuden skal de afhøres uden at kende til den forklaring, som den 41-årige kommer med, lød anklagerens begrundelse for dørlukning.
Også den 41-åriges forsvarer bad om lukkede døre. Og dommeren nikkede ja til ønsket.
Manden er sigtet dels for drabsforsøg og dels for at overtræde straffelovens paragraf om våben og eksplosivstoffer.
Nu venter Østjyllands Politi på at få en eksperterklæring om bombens farlighed. Konklusionen vil få afgørende betydning, hvis anklagemyndigheden senere beslutter at rejse tiltale mod den 41-årige.
Angiveligt har de to mænd, der er fætre, haft uoverensstemmelser i nogen tid.
Grundlovsforhøret er altså endt med, at dommeren finder mistanken mod den 41-årige begrundet - og at han på fri fod ville kunne hindre politiets efterforskning.
Han har kæret dommerens kendelse til Vestre Landsret.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie