Dommer varetægtsfængsler to mænd efter fund af tilskadekommen
To mænd er varetægtsfængslet i en sag om en tilskadekommen mand i Sønderborg. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tidligt torsdag blev en mand fundet tilskadekommen på gaden i Sønderborg. To mænd er varetægtsfængslet.
En dommer har ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet to mænd i 14 dage på mistanke om grov vold.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter sent torsdag aften i kølvandet på et grundlovsforhør.
Begge mænd nægter sig skyldige.
De to mænd blev anholdt tidligere torsdag, efter at en mand tidligt torsdag morgen blev fundet alvorligt tilskadekommen på gaden i Sønderborg.
Politiet fik anmeldelsen klokken 05.01. Den gik på, at der lå en tilskadekommen person på jorden i Alsgade i Sønderborg.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforskede sagen dagen igennem, hvilket førte til, at de to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg torsdag aften.
I første omgang lød det fra politiet, at mændene er sigtet for drabsforsøg.
- Man har arbejdet ud fra, at der var tale om drabsforsøg, men dommeren har altså valgt at sige, at man kun kan varetægtsfængsle dem for grov vold, siger vagtchef Henrik Sønderskov ved Syd- og Sønderjyllands Politi natten til fredag.
Torsdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.
Derfor er det ikke muligt for offentligheden at få indblik i mændenes forklaringer, eller hvorfor politiet mistænker dem.
Den tilskadekomne mands pårørende er underrettet.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie