Flise på 30 kilo kastet fra motorvejsbro: Familiebil ramt
30 kilo tung flise blev formentlig kastet af ukendt person ud fra en bro ned på E20. Flere biler er kørt galt.
To voksne og to børn er sluppet med livet i behold, efter at en 30 kilo tung flise bragede ned i taget på den bil, de kørte i sent søndag aften.
Flisen blev formentlig kastet af en eller flere ukendte gerningsmænd, og derfor efterlyser Fyns Politi vidner til episoden, der var skyld i, at adskillige andre biler også kørte galt.
- En bil, der kører i vestgående retning på E20-motorvejen mod Jylland, får kastet noget tungt ned på sig. Bilen med to voksne og to børn forulykker. Det viser sig, at bilen er ramt af en tung flise, siger vagtchef Christian Rasmussen til Ritzau.
- Kvinden i bilen er ramt og har hovedskader, men hun er ikke i livsfare. Yderligere fire biler kører efterfølgende galt, fordi de bremser så hårdt op. Ingen i disse køretøjer er kommet til skade, siger han videre.
Der er tale om en 30 kilo tung flise, der måler cirka 30 gange 60 centimeter. Ud fra de foreløbige oplysninger vurderer politiet, at det er en såkaldt køreflise, der er robust nok til, at der kan køre køretøjer på den.
- Flisen blev smidt ud fra vejoverføringen Langesøvej, der ligger forbi Odense, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 22 og er derfor særligt interesseret i mistænkelig opførsel i området fra 21.30-tiden.
- Vi vil rigtig gerne have hjælp til at opklare episoden. Vi kan ikke se andre muligheder, end at flisen er blevet kastet. Derfor vil vi gerne høre fra folk, der har set mistænkelige personer eller køretøjer i området, siger Christian Rasmussen.
Ingen af de involverede bilister har kunnet give signalementer, da de ikke har set nogen personer på broen.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på 114.
Familien i bilen, der blev ramt af flisen, er på hospitalet. Manden og de to børn er dog ikke kommet noget til i forbindelse med episoden.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie