Garagesag: Anklager frygter ikke upræcist anklageskrift
Anklageren i den såkaldte garagesag fra Helsingør, hvor tre bagmænd er tiltalt for at have huset og udnyttet rumænere til tvangsarbejde mod en slaveløn, frygter ikke en frifindelse på grund af et upræcist anklageskrift, som det torsdag skete i en lignende sag.
Det siger advokaturchef hos Nordsjællands Politi Kristine Scharling til Ritzau.
- Dommen ændrer ikke noget for vores sag, selv om det selvfølgelig er to ens sager, der handler om det samme. Min vurdering er, at det anklageskrift, jeg har lavet, opfylder betingelserne i retsplejeloven.
- Anklageskrifterne ligner hinanden. Grunden til det er, at de er formuleret på baggrund af et anklageskrift, der har været en tur i højesteret i en sag, der handler om menneskehandel til prostitution, siger Kristine Scharling.
I den første straffesag om menneskehandel til tvangsarbejde i rengøringsbranchen blev en 34-årig serbisk mand torsdag frifundet for både menneskehandel og åger ved Retten i Helsingør.
Tiltalen fra Nordsjællands Politi var ikke tilstrækkeligt præcis, ligesom efterforskningen ikke var grundig nok, og flere vidneforklaringer var usammenhængende, fastslog retten.
Det var første gang, at domstolene i Danmark skulle tage stilling til, om straffelovens paragraf for menneskehandel til tvangsarbejde kunne anvendes i en sag, der ikke handlede om prostitution.
Da anklagen faldt på andre præmisser, har retten endnu ikke taget stilling til, om det er muligt at dømme efter menneskehandel-paragraffen.
Det får Retten i Helsingør igen muligheden for at tage stilling til i garagesagen.
- Det havde været rart, hvis der var taget stilling til, om det hørte under paragraffen. Det havde været et endnu vigtigere pejlemærke for min sag.
- Men sagerne er heller ikke ens. Min sag foregår over en længere periode, der er væsentligt flere rumænere indblandet, og jeg har en efterforskning, der er meget mere omfattende, siger Kristine Scharling.
Der er afsluttende procedurer i garagesagen 19. marts, men der foreligger endnu ingen dato for domsafsigelsen, der er udskudt i forhold til anklagerens oprindelige plan.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie