Gerningsmænd truer 22-årig med kniv og pistol på tankstation
En ung mand blev onsdag aften udsat for væbnet røveri på en tankstation i Aalborg Øst, oplyser politiet.
To gerningsmænd bevæbnet med en pistol og en kniv truede sent onsdag aften en ung mand til at udlevere sin mobiltelefon i Aalborg Øst.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Den forurettede, en 22-årig mand, blev antastet på en tankstation på Hadsundvej kort efter klokken 22, da han var ved at støvsuge sin bil.
- To mænd kommer over mod ham, den ene med en pistol i hånden. De siger til forurettede, at han skal udlevere sin telefon, fortæller vagtchefen.
Men den 22-årige nægtede at aflevere sin telefon til de to gerningsmænd.
- Han fortæller dem, at han ikke tror på, at pistolen er ægte, siger Jesper Sørensen.
Herefter trak vedkommende, der ikke havde en pistol i hånden, en kniv og stak af med mobiltelefonen.
- Gerningsmændene flygter til fods og løber i retning af Esbjergparken. Vi har sendt hundepatruljer ud til stedet, som har fundet forurettedes telefon. Den har de formentlig tabt under flugten, fortæller Jesper Sørensen.
Gerningsmændene gik udelukkende efter mobiltelefonen, fortæller vagtchefen. Hverken bilnøgler eller pung blev krævet udleveret.
Den ene af gerningsmændene, der bar kniven, beskrives som mand, mellemøstlig af udseende og 20-25 år. Han havde kort, sort hår, var glatbarberet og bar sort trøje og sorte bukser.
Den anden, der bar pistolen, var ligeledes en mand, afrikansk af udseende og 17-25 år. Begge talte dansk under røveriet.
- Vi opfordrer borgere i Aalborg Øst, der måtte genkende dem, eller som ved noget, til at rette henvendelse til politiet, siger vagtchefen.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie