Hashsmugling på sejlbåd koster ti års fængsel
Tre mænd er idømt fængsel mellem syv og ti år i sag om omfattende hashsmugling.
Der gik et sus gennem tilhørerne i retssal 2 i Retten i Roskilde onsdag eftermiddag, da retsformand Mogens Pedersen læste dommen op i en omfattende sag om hashsmugling på sejlbåde. Tre mænd er tiltalt i sagen.
Hårdest er dommen over 39-årige Anders Pedersen, som er blevet idømt ti års fængsel. Dermed har retten udnyttet straframmen i straffelovens narkoparagraf til fulde, når det drejer sig om hash.
- Min klient anker dommen til frifindelse for det ikke erkendte og subsidiært til formildelse, lød det fra forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen efter dommen.
Anders Pedersen havde tilstået forsøg på indsmugling af cirka tre ton hash, og derfor var han forberedt på en hård dom. Men retten har valgt også at dømme ham for indsmugling af yderligere 1,8 ton. Og her nægter han sig fortsat skyldig.
To andre mænd, 33-årige Isak Morten Jiman og 35-årige Søren Ingerslev Hviid-Andersen er også dømt for deres roller i sagen. De er hver blevet idømt syv års fængsel.
Smuglingen er foregået på flere forskellige sejlbåde, en af dem har navnet Jamie. I perioden fra 2009 til 2011 blev Jamie flere gange lastet med hash i farvandet mellem Marokko, Portugal og Spanien, og hashen blev derefter sejlet til Danmark.
Anders Pedersen og Søren Hviid-Andersen er begge tidligere dømt for narkokriminalitet. Anders Pedersen blev i Højesteret i 2007 idømt syv års fængsel for besiddelse og handel med en større mængde amfetamin.
Søren Hviid-Andersen blev også dømt i 2006. Her fik han fire et halvt års fængsel for at være en del af en smuglerorganisation, som fragtede hash fra Marokko og Spanien til Danmark.
De to har begge valgt at anke deres dom, mens Isak Morten Jiman vil bruge de næste to uger på at overveje, om han vil anke.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie