Herlev Hospital udskyder 12 operationer efter strømsvigt
Foruden Herlev Hospital har 16.000 husstande i Herlev, Søborg, Gladsaxe og Bagsværd også været ramt af strømafbrydelsen. Foto: /ritzau/Ivan Riordan Boll/arkiv
/ritzau/Ivan Riordan Boll/arkiv
Herlev Hospital har udskudt 12 operationer, efter at man tirsdag blev ramt af et flere timer langt strømsvigt.
Et omfattende strømsvigt i hovedstaden betød, at Herlev Hospital var uden strøm i fem og en halv time.
Kort før klokken 16 var strømmen dog tilbage i stikkontakterne, oplyser Radius Elnet.
Strømsvigtet betød, at lægerne har arbejdet på nødstrømsanlæg. Hospitalet har måttet udskyde operationer og henvist akutte patienter til andre hospitaler i nærheden.
- Vi har været nødt til at udsætte 12 operationer.
- Det, der sker, er, at man vurderer, hvilke operationer der er akutte og skal gennemføres, og så kigger vi på, hvilke operationer der kan tåle at udskydes i en, to eller tre dage, siger Jan Toftholm Andersen, vicedirektør på Herlev Hospital.
Fejlen indtraf klokken 10.17, og klokken 15.51 fik hospitalet strømmen tilbage.
Til trods for de udskudte operationer, mener vicedirektøren på hospitalet ikke, at patienterne vil opleve længere ventetider på grund af strømafbrydelsen.
- Så skal der en meget lang strømafbrydelse til på flere uger, før det kan mærkes på ventelisterne.
- Som det ser ud nu, så kan vi klemme dem ind på operationsprogrammet de næste par dage, så vi får det klaret - sammen med det planlagte program - inden jul, siger Jan Toftholm Andersen.
Foruden Herlev Hospital har omkring 16.000 husstande i Herlev, Søborg, Gladsaxe og Bagsværd været ramt af strømsvigtet.
Strømsvigtet opstod efter en kortslutning i en transformatorstation i Herlev.
I forbindelse med kortslutningen blev brandvæsnet tilkaldt. Dog havde sikkerhedsforanstaltningerne på transformatorstationen forhindret en brand.
- Systemet har virket, som det skulle, og vi har eftergået det hele med termiske kameraer, som kan se temperaturforskelle, fortæller Rasmus Storgaard, der er beredskabschef hos Beredskab Øst.
Dermed kunne man slå fast, at der ikke var risiko for, at der kunne udbryde brand i anlægget på grund af kortslutningen.
I første omgang lød meldingen fra Radius Elnet, at strømmen ville være tilbage inden klokken 12, men der gik altså næsten fire timer mere.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie