Højesteret dømmer mænd for dukketrussel mod Mette F.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Højesteret dømmer tre mænd 40 dages fængsel for trusler mod statsministeren ved en coronademonstration i januar 2021.
De tre mænd medbragte en mannequindukke forestillende Mette Frederiksen (S) til demonstrationen, der fandt sted på Frederiksberg. På et skilt hen over maven stod der: "Hun må og skal aflives".
Dukken blev hængt op i en lygtepæl, inden der i løbet af demonstrationen blev sat ild til den - dog ikke af de tre dømte.
Hændelsen, der blev vist i tv, blev fordømt fra flere politikere på Christiansborg, mens den umiddelbart ikke fik den store opmærksomhed fra betjente på stedet.
Annonce
To dage efter demonstrationen blev de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør med en sigtelse for højforræderi. Dommeren mente dog kun, at der var belæg for at varetægtsfængsle dem for trusler.
Sagen har efterfølgende gået sin gang i først Retten på Frederiksberg, hvor de tre mænd blev frikendt. Sagen blev derefter anket til Østre Landsret, der idømte dem 40 dages fængsel.
De tre mænd har hele tiden erklæret sig uskyldige og hævdet, at de har udnyttet deres grundlovssikrede ret til at ytre sig.
Formuleringen på skiltet omkring aflivning var en henvisning til Mette Frederiksens udmelding på et pressemøde under coronapandemien om, at alle mink skulle aflives.
Højesteret har derfor skullet foretage en afvejning mellem politikeres og ministres ret til en særlig beskyttelse på den ene side og borgernes ret til at ytre sig frit - navnlig under politiske demonstrationer - på den anden.
Højesteret vurderede, at ordlyden af skiltet sammenholdt med den ophængte mannequindukke og de øvrige omstændigheder udgjorde en dødstrussel mod statsminister Mette Frederiksen, fremgår det af dommen.
Domfældelsen afskærer ifølge Højesterets vurdering ikke befolkningen fra at kritisere den politik, som statsministeren og regeringen fører, lyder det videre. Det konkluderes af den årsag, at dommen ikke er i strid med Menneskerettighedskonventionen.
De tre mænd - én stilladsarbejder og to tatovører - har allerede siddet varetægtsfængslet i otte uger tilbage i 2021. De har dermed afsonet deres straf.
Seneste artikler
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok