Højttaleren stod på dørtrinnet: Tyve taget på fersk gerning

Arkivfoto: Thomas Tolstrup

To mænd blev i weekenden taget på fersk gerning af politiet, mens de var i gang med et indbrud på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et vakst vidne og en højttaler på dørtrinnet var søndag eftermiddag med til at lede politiet i armene på to indbrudstyve på Lolland.

Politiet fik lidt efter klokken 15.30 en anmeldelse om, at der var blevet smadret en rude på en ejendom lidt udenfor Sakskøbing, og at en tilsyneladende uvedkommende bil luskede rundt på stedet.

Da en politipatrulje kort efter ankom til stedet, stod der en højttaler på dørtrinnet, og i indkørslen holdt en bil med en tilsvarende højttaler. Politiet traf to mænd fra Lolland på stedet, som begge blev anholdt kort før klokken 16 og sigtet for indbrud.

De blev løsladt igen senere søndag efter endt afhøring.