Indy slæbte sig hjem

Foto: Jannie Julius troede, at Indy var påkørt. Men Henriette Markqvorsens røntgenbillede afslørede elleve hagl i katten.

Ukendt gerningsmand skød huskatten Indy fuld af hagl.

Offentliggjort Sidst opdateret

Øjnene bliver stadig fugtige, når Jannie Julius fra Tingsted taler om katten Indy. Den store, hvide hankat, der var en del af familien, strejfede meget omkring.

- Han var meget dameglad, og plejede at være væk i et par uger af gangen. Men ingen af naboerne havde problemer med ham, for han var utroligt kælen, sød og rar, fortæller Jannie Julius.

Den 9. maj forduftede Indy på en af sine dameture. Da to uger var gået uden livstegn, begyndte Jannie Julius at blive nervøs. Men om morgenen den 23. maj lå katten atter i en stol i udestuen.

- Han plejer jo at komme hen og kæle, når han er kommet hjem. Men han rørte sig ikke, og så vidste jeg, at noget var galt. Da jeg kom hen til ham, rejste han sig, og så skreg han så hjerteskærende, fortæller Jannie Julius. Indys ene ben hang helt forkert, og familien blev enige om, at han nok var blevet påkørt af en bil. Så Indy blev kørt til dyrlægen i Nysted, hvor Henriette Markqvorsen tog imod.

Den tidligere så flotte hankat var dehydreret, fuld af flåter, og meget hævet i hele bagpartiet. Det ene ben var splintret.

- Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke drejede sig om en påkørsel, siger Henriette Markqvorsen.

Røntgenbilledet bekræftede dyrlægens bange anelser. Elleve hagl lyste op i hele kattens bagkrop. Der var ikke andet at gøre end at lade Indy aflive. Tilbage er vreden over den person, der har skudt den hvide huskat ned bagfra, mens den flygtede for sit liv.

- Der var ingen friske sår, og bagpartiet var hævet meget. Så han har formentlig ligget og lidt i nogle dage, før han har kunne rejse sig og slæbe sig hjem. Den brækkede knogle er stukket lige ud i musklen, og han har haft ulidelige smerter, forklarer dyrlægen.