Især ofre for psykisk vold er utilfredse med politiets håndtering

Borgere udsat for kriminalitet er mindre tilfredse med politiets håndtering af sagerne end for fem år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er kun lidt over halvdelen af borgerne, der blev udsat for kriminalitet sidste år, som er tilfredse med, hvordan politiet har håndteret sagen.

Helt præcist er 55 procent af de adspurgte anmeldere tilfredse, og det er færre end for fem år siden.

Det viser en rapport, som Justitsministeriets Forskningsenhed har udarbejdet efter ønske fra Rigspolitiet.

I undersøgelsen er der indhentet svar fra 6867 borgere i Danmark, Grønland og Færøerne, der sidste år var udsat for kriminalitet.

55 procent af de adspurgte i Danmark var tilfredse med politiets håndtering af deres sag. 22 procent var hverken tilfredse eller utilfredse, mens 24 procent var utilfredse.

For fem år siden var andelen af borgere, der var tilfredse med politiets indsats, 60. Forskellen er statistisk signifikant.

Der er blevet adspurgt borgere, som har anmeldt et væld af forskellige forbrydelser, de blev udsat for sidste år. Og der er en stor forskel på, hvor tilfredse borgerne er med politiets håndtering af sagerne, alt efter hvad ofrene har været udsat for.

De, der generelt er mest tilfredse med politiets håndtering, er ofrene for indbrud. Her angav 75 procent tilfredshed.

Omvendt var der er meget lille tilfredshed at spore hos ofrene for psykisk vold og voldtægt, hvor henholdsvis 31 og 36 procent angav, at de var tilfredse med politiets håndtering af deres sager.

Hvis man føler, at politiet har taget den kriminalitetsramte borgers anmeldelse seriøst, er der større sandsynlighed for, at borgeren er tilfreds med håndteringen. Det fremgår af rapporten.

Politiet vil bruge undersøgelsen til at se nærmere på, hvor og hvordan politiet kan forbedre sit arbejde, når en borger anmelder en forbrydelse.

Til Jyllands-Posten siger rigspolitichef Thorkild Fogde, at han er skuffet, især hvad angår andelen af tilfredse anmeldere af de særligt sårbare forbrydelser såsom psykisk vold og voldtægt.

Trods en række initiativer på området de seneste år er der ingen fremgang i tilfredsheden for disse grupper, siden den seneste rapport kom for fem år siden.

- Det er en skuffelse for mig, det er en skuffelse for hele politiledelsen, siger han til Jyllands-Posten.

Han antager, at politiet er blevet bedre, men at ofrenes forventning er øget mere, end politiet har kunnet leve op til.

/ritzau/