Klubhusbrand formentlig antændt af fyrværkeri

Falcks brandfolk måtte tirsdag formiddag rykke ud til en mindre brand i klubhuset, der tidligere husede atletikklubben NA 80 (senere Guldborgsund Atletik) på Poul Martin Møllersvej i Nykøbing. Bygningen er i dag ejet af Guldborgsund Kommune.

Beredskabsinspektør og indsatsleder Henrik Nilsson fra Guldborgsund Redningsberedskab oplyste kort før klokken 11 til folketidende.dk, at man var tæt på at være færdige med slukningsarbejdet.
- Vi mangler at pille noget af loftet ned, og så skal vi have taget lidt isolering ud af væggene for at være sikre på, at vi ikke skal herud igen om et par timer, forklarede han.

Branden blev anmeldt klokken 10.17, men ifølge indsatslederen har den stået og ulmet i flere timer. Brandårsagen kan han ikke sige noget endeligt om endnu.
- Men jeg tror ikke, at den er opstået naturligt, siger han.

Ifølge politiets vagtchef er branden efter alt at dømme opstået i forbindelse med et indbrud engang i nat eller tidligt i morges. Og noget tyder på, at der er antændt nytårsfyrværkeri på stedet, og at det kan være det, som har ligget og ulmet.

Branden anrettede skader på et vinduesparti, men derudover meldes der ikke om større brandskader. Hele huset er dog svært røgskadet.

Politiet oplyser, at der i aftes elller i nat også har været indbrud i Katedralskolens pedelbygning, som ligger lige i nærheden af det brandhærgede klubhus. Her er flere døre og et køleskab blevet ødelagt. Tyvene er kommet ind ved at smadre en rude i en bagdør. Vagtchefen vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt gerningsmændene bag de to indbrud kan være de samme.

OPDATERET 11.52: Brandvæsnet måtte tirsdag formiddag slukke en mindre brand i Nykøbing efter et indbrud.

Offentliggjort Sidst opdateret