Kvinde var i livsfare under knivangreb - reddet af nabo
En 40-årig mand skal i fængsel og udvises for brutalt knivangreb på sin kæreste. Han ankede på stedet dommen.
En 30-årig kvinde ville være blevet dræbt, hvis ikke det var fordi en tililende nabo lagde sig imellem, da hendes kæreste overfaldt hende med kniv.
Tirsdag blev den 40-årige Juan Carlos Christiansen ved Retten i Herning idømt seks og et halvt års fængsel og udvisning for bestandigt for drabsforsøg mod sin kæreste og vold mod sine to søstre.
Det blodige overfald fandt sted om natten til 12. april i en lejlighed i Herning.
Efter et skænderi søgte kæresten tilflugt hos Christiansens to søstre. Men kort efter dukkede Christiansen også op i lejligheden.
Her trak han en kniv og stak sin dengang 30-årige kæreste adskillige gange i blandt andet halsen, brystet og ryggen. Kvinden fik læsioner i hjertet og den ene lunge.
En mand, der boede i opgangen, ilede kvinden til hjælp, da han hørte tumulten, og dermed reddede han ifølge anklageskriftet i sagen hendes liv.
Under tumulten tabte Christiansen sin kniv, hvorefter han trampede sin kæreste to gange i ansigtet.
Begge hans søstre kom også til skade under det voldsomme optrin. Den ene blev snittet i underarmen med kniven og bidt i en finger, og den anden blev snittet i hånden.
Ifølge senioranklager Claus Benner forklarede den 40-årige i retten, at han ikke huskede noget om episoden.
Juan Carlos Christiansen ankede på stedet dommen til Vestre Landsret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned