Landsret nedsætter straffen for hærværk mod maleri af Jorn
Provokunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard fik held med at få nedsat straffen i Vestre Landsret. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ibi-Pippi iscenesatte sig selv som kunstner under angreb på værk af Asger Jorn, fastslår dommere.
Groft hærværk mod et maleri af Asger Jorn har tirsdag i Vestre Landsret ført til en straf på et års ubetinget fængsel. Det er et halvt år mindre end i byretten.
Den dømte er provokunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
En dag i april 2022 gik hun i aktion på kunstmuseet i Silkeborg og begik groft hærværk mod værket "Den foruroligende Ælling". Det blev beskadiget med kontaktlim og sprittusch.
Begivenheden valgte hun at livestreame, og dette indgår som et skærpende element i dommen.
Landsretten fastslår, at der var tale om et planlagt og usædvanlig groft hærværk begået mod en anerkendt museumsgenstand, og at skade og tab løber op i næsten 1,9 millioner kroner.
Desuden er det en skærpende omstændighed, at hærværket blev udført som led i en happening, hvor Ibi-Pippi Orup Hedegaard "iscenesatte sig selv som kunstner", fremgår det af landsrettens omtale af dommen.
Retsmødet tirsdag i landsretten har udelukkende drejet sig om straffen, oplyser den dømtes forsvarer, advokat Mette Grith Stage.
- Jeg er vældig godt tilfreds med, at landsretten er enig med mig i, at byrettens niveau var for højt, siger hun.
Men samtidig ærgrer hun sig på sin klients vegne over, at det ikke lykkedes at overbevise dommerne om, at en del af straffen kunne gøres betinget.
Handlingen betyder ikke bare, at Ibi-Pippi Orup Hedegaard vil blive indkaldt til at afsone i en fængselscelle.
Også økonomisk er der en konsekvens. Hun er dømt til at betale en erstatning på cirka 1,9 millioner kroner.
Den dømtes forsvarer oplyser, at anklagemyndigheden tirsdag bad om at få skærpet sanktionen i forhold til byrettens dom fra marts i år. Den skulle op på fængsel i et år og ni måneder.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie