Mand får otte års fængsel - viklede reb om kærestes hals
Retten i Nykøbing Falster har mandag afsagt dom i en sag om en mands brutale vold mod hans daværende kæreste. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Kvinde er flere gange blevet udsat for grov vold af sin kæreste, og i julen 2017 blev hun forsøgt slået ihjel.
En 25-årig mand skal tilbringe de kommende år i fængsel, efter at Retten i Nykøbing Falster mandag har kendt ham skyldig i drabsforsøg.
Forbrydelsen var rettet mod mandens daværende kæreste og fandt sted 2. juledag 2017 på en adresse i Sakskøbing på Lolland.
Her viklede manden, Alexander Toro Møllmann, et reb flere gange omkring kvindens hals. Han strammede rebet så hårdt, at hun kom i livsfare.
Ifølge anklageskriftet udtalte manden under drabsforsøget noget i retning af, at "det var godt nok pokkers, at du ikke vil dø", eller "du er godt nok svær at slå ihjel", skriver Ekstra Bladet.
I dommen konkluderede retten da også, at manden kun stoppede sit forehavende, da kvælningen viste sig sværere, end han havde regnet med.
Et enigt nævningeting bestående af tre juridiske dommere og seks lægdommere valgte at taksere drabsforsøget til otte års fængsel.
Ud over drabsforsøget blev Alexander Toro Møllmann dømt for blandt andet tre tilfælde af grov vold samt trusler. Disse forhold blev begået over for den samme kæreste i tiden fra september til december 2017.
Endelig blev han dømt for ulovlig tvang og vidnetrusler i forbindelse med, at han en nat i januar 2018 trængte ind til en kvinde i hendes hjem.
Formålet var at opkræve et tilgodehavende, og den nu dømte skubbede til kvinden og tvang hende ned til en hæveautomat for at hæve 500 kroner.
Den 25-årige nægter at have gjort noget strafbart. I hvert fald valgte han at anke dommen til landsretten med krav om frifindelse.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie