Mand smed tøjet da drenge ville på biblioteket

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Fire drenge ville have en mand til at lukke sig ind på bibliotek på Lolland. Men han gjorde noget helt andet i stedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire 14-årige drenge fik torsdag klokken 18.15 krænket deres blufærdighed.

De ville ind på biblioteket på Søvej i Nakskov, men havde ikke det sygesikringsbevis med, der skal bruges til at låse døren op.

Inde bag glasdøren stod en mand, som de bad om at hjælpe dem ind. Men så smed han tøjet i stedet. Drengene gik hjem til den enes forældre, hvorfra politiet blev kontaktet.

Da en patrulje nåede frem, var der imidlertid ikke nogen mand, og derfor skal der nu kigges på overvågning for at finde frem til, hvem der skal sigtes for blufærdighedskrænkelse.