Minkavlere taber slagsmål mod Fødevarestyrelsen i Højesteret
Tre minkavlere, der har stævnet Fødevarestyrelsen, mente, at deres sag er så principiel, at den skal indledes i landsretten i stedet for i byretten. Det afviser Højesteret. (Arkivfoto). Foto: Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix
En sag, som minkavlere har anlagt mod en styrelse, skal begynde i byret - ikke landsret. Det afgør Højesteret.
Er en sag, som tre minkavlere har anlagt mod Fødevarestyrelsen, så principiel, at den skal begynde i landsretten i stedet for i byretten?
Nej, siger Højesteret i en kendelse, der er lagt på domstolens hjemmeside.
Dermed har minkavlerne tabt delslagsmålet, som nåede til landets højeste retsinstans.
I sagen har Bæredygtigt Landbrug stævnet styrelsen på vegne af tre minkavlere.
Avlerne påstår, at Fødevarestyrelsens påbud den 6. november 2020 om aflivning af alle mink i Danmark er en krænkelse af menneskerettighedernes bestemmelser om ejendomsrettens beskyttelse.
Dertil kræver minkavlerne en symbolsk godtgørelse på 17.000 kroner hver.
Men inden selve hovedsagen kan behandles, har der været et spørgsmål om, hvilken domstol der skulle tage hul på sagen.
Bæredygtigt Landbrug har sagt, at sagen er af principiel og væsentlig karakter og rækker langt videre end de tre minkavlere, som retssagen omhandler. Derfor ville foreningen springe byretten over og indlede sagen i landsretten.
I september 2023 gav Retten i Glostrup foreningen og de tre minkavlere medhold i påstanden. Østre Landsret skød dog den beslutning ned i juli 2024, hvor landsretten sendte sagen retur til behandling i byretten.
Minkavlerne kærede den kendelse til Højesteret, der har sat sidste punktum, hvad angår det spørgsmål.
Højesteret begrunder det med, at der under retssagen i væsentlig grad skal træffes en afgørelse, der vil bero på en konkret vurdering af forholdene på de enkelte minkavleres farme samt aflivning af de pågældende minkbesætninger.
"Afgørelsen heraf fandtes ikke at indebære en principiel stillingtagen af mere generel rækkevidde", skriver Højesteret blandt andet om begrundelsen.
Det er uvist, hvornår retssagen kan indledes i byretten.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra parterne i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Vagn tilbyder 5.000 kvadratmeter jord helt gratis – men ingen vil dyrke den
Har låst lærerne inde: - Vi er nogle meget intimiderende vagter
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok